Holbæk, marts 2002.

Historien om foreningen De Vildeste Fugle går egentlig tilbage til starten af 90'erne, hvor Malurt var gendannet. Dengang var jeg også at finde til en hel del koncerter rundt omkring i landet. Her faldt jeg selvsagt i snak med en masse folk, der tit og ofte - når den første overraskelse over at jeg kom langvejs fra havde lagt sig - stillede spørgsmålet: "Hvorfor starter du ikke en fanklub, når du følger dem så tæt?" Jeg fik med tiden udviklet et standardsvar, som lød noget i retning af: "Det tror jeg ikke, der vil være tilslutning nok til!"

Men efterhånden som tiden gik, og jeg blev ved med at møde det samme spørgsmål, blev min egen lyst og interesse for at gøre et forsøg også vakt. Jeg havde blot ikke den ringeste anelse om, hvordan i alverden, jeg skulle gribe sådan et projekt an.

Den egentlige kim til klubben, som den ser ud i dag, blev derfor først lagt, da jeg i januar 1997 var deltager på et "Journalistisk skrivekursus" på en lokal daghøjskole. Der skulle laves en afsluttende opgave, og i stedet for at skrive en kriminovelle eller andet, som jeg måske ikke lige synes, var så interessant at beskæftige sig med, valgte jeg at kaste mig ud i at prøve at producere et klubblad - nærmest for sjov, men et eller andet sted nok også for at forsøge at få noget konkret at forholde sig til i forhold til det at starte og drive en fanklub. - Alle, der så dette prøvenummer, var rimeligt imponerede, og opfordrede mig igen og igen på det kraftigste til, at jeg gjorde noget mere seriøst ved min idé.

Samtidig med at jeg fik alle disse positive meldinger omkring mit "forsøgsblad", dukkede der flere og flere spørgsmål op omkring hvordan i alverden, man starter sådan en klub. For efterhånden havde jeg fået tænkt så meget over det, at jeg selv var begyndt at tro på, jeg havde evnerne til det. Da jeg så ved en koncert rendte ind i Mariann Mortensen, der dengang var formand for "Slangebiddet" (Big Fat Snakes første fanklub), fik jeg pludselig én at støtte mig til i en evt. opstartsfase. "Slagebiddet" var på det tidspunkt omkring et år gammel, så hun kunne give mig svar på en masse af de spørgsmål, jeg gik og tumlede med. Ligeledes var hun i stand til at fortælle hvilke faldgruber, jeg kunne møde på min vej. Jeg er faktisk ikke så sikker på, min idé var blevet ført ud i livet, hvis jeg ikke havde mødt Mariann dengang. 

 Mit møde med Mariann overbeviste mig om, at dette virkelig var en idé, der var hold i, så jeg foreslog Michael Falch, der havde fået et eksemplar af prøvenummeret, at vi førte projektet ud i livet. Der skulle godt nok lidt overtalelse til, men vi traf en aftale om, at hvis ikke klubben levede op til vores fælles forventninger og forestillinger, så ville den blive lukket efter det første år. Den 20. april 1997 var De Vildeste Fugle så en realitet. Som det kan tolkes ud fra vores aftale, så havde både Michael Falch og jeg selv visse betænkeligheder omkring, hvor stor interessen ville være for en sådan klub. Vores tvivl blev dog gjort kraftigt til skamme, da indmeldelserne hurtigt viste sig at komme i en jævn strøm, og allerede i løbet af det første år, var vi oppe i nærheden af 100 medlemmer.

Selvom jeg havde både Mariann og Michael at støtte mig til, bar den første lange tid selvfølgelig præg af, at jeg aldrig havde prøvet sådan noget før. Det var faktisk ekstremt forvirrende, hvilket selvfølgelig også hang sammen med, at det var i opstartsfasen, jeg havde sendt pressemeddelelser ud til diverse aviser og ugeblade. Og da de begyndte at dukke op i pressen, begyndte folk også at melde sig ind, så indmeldelserne kom nærmest i stimer, der til tider gjorde, at det var noget af en opgave at hitte rede i, hvor mange vi var og hvem, der havde modtaget hvad. Men efterhånden som tiden gik, og jeg fik mere rutine, kom jeg ind i en fast rytme, og i dag er De Vildeste Fugle blevet til en fast del af min hverdag. Og vel at mærke en del, som jeg meget nødigt vil undvære. Det er lige før jeg vil gå så vidt som til at sige, det nærmest er blevet en livsstil for mig.

Udover alt det, der foregår her indenfor mit hjems fire vægge, er der også igennem årene blevet udviklet nogle traditioner, som jeg tror, jeg vil have lige så svært ved at undvære som selve det daglige arbejde med klubben; Ikke mindst vores årligt tilbagevendende vildfugletræf, hvor en flok af vildfugle mødes til hyggeligt samvær (gerne i forbindelse med en af Michaels koncerter). Hovedformålet med disse træfs er selvfølgelig at medlemmerne kan lære hinanden at kende på tværs af køn, alder og landsdel, og samtidig have en hyggelig dag og aften sammen med andre med samme interesse. Og det må i den grad siges at være lykkedes, for hver eneste gang har der været højt humør hos alle, når den første nervøsitet over at være sammen med mennesker, man ikke kender, har fortaget sig.

Nu kan man måske nok sige, at har vi ikke noget andet at snakke om til disse træfs, så kan vi jo altid tale om Michael Falch... - Men det er i grunden pudsigt, for selvfølgelig blev den første halve times tid brugt til netop dette, men ellers har det været alle mulige andre emner, der har været til debat, når vi har været sammen... Jeg mindes med glæde bl.a. ret seriøse samtaler om racisme og børneopdragelse, hvor der ikke var nogle, der råbte højere end andre, men derimod udviste alle stor respekt for andre, så de, der havde lyst, fik mulighed for at komme til orde. 

Vi er hver gang startet med at præsentere os for hinanden; hvad laver vi til daglig, hvor i landet kommer vi fra, hvilke interesser har vi og selvfølgelig også lidt om, hvorfor vi er fan af Michael Falch - det er jo - trods - alt den interesse, der har ført os sammen. Det har vist sig, at vi stammer fra alle samfundslag og egne af landet, og at vi har vidt forskellige jobs og interesser. En ting er dog ret så iøjnefaldende: Fanskabet af Michael Falch er ikke noget, man har lyst til at undvære. Og for manges vedkommende har han nærmest været "Livets lydspor". Forstået på den måde, at de startede med at lytte til ham som teenager, men hvor mange andre af barndommens og ungdommens idoler er faldet fra, så er Michael og hans musik fulgt med ind i deres voksenliv. Mange har ovenikøbet mere eller mindre ført deres børn ind i den samme verden, så således føres ringen videre... På den måde er vi nået frem til, at det mere eller mindre er for livet, når man er fan af Michael Falch.

Opbakningen til træffene har hver gang været stor. Indtil nu er de blevet afholdt i forbindelse med en koncert, men skal vi holde traditionen omkring et årligt træf ved lige, så bliver der nok lavet en del om på formen i år. Michael har jo valgt at holde fri fra scenerne på ubestemt tid, så det skal blive spændende at se, hvordan og hvornår vi finder på at samles i år. - Et er dog helt sikkert: - Der bliver et eller andet arrangement for vildfugle også i år - så må tiden vise, under hvilke former det kommer til at foregå. Der er dog luftet et par idéer, bl.a. om en julefrokost, så idé- og planlægningsfasen er altså allerede så småt gået i gang.

Vi ses nu ikke kun ved de årlige træfs, for selvfølgelig mødes vi også rundt omkring på koncertstederne, når Michael spiller. Nogle har via klubbladet fundet sig en koncertven, som de tager afsted sammen med. Og nu, hvor man efterhånden kan være 100% sikker på at møde mindst en anden vildfugl, uanset hvor i Danmark, han spiller, er det vist heller ikke så kedeligt at drage afsted alene mere. 

Udover de almindelige koncertbesøg, er der også de mere specielle arrangementer, hvor De Vildeste Fugle har fået stillet billetter til rådighed. Første gang var i 1998, hvor der i forbindelse med PR for albummet "Nye Rejsende" kørte et IC3-tog fra Ålborg til København med en til formålet indsat specialvogn, hvor Michael undervejs igennem Danmark gav akustiske smagsprøver på de nye sange, for de personer, der var heldige at have sikret sig adgang. Blandt disse var 20 medlemmer af De Vildeste Fugle. Billetter, som klubben fik stillet til rådighed, uden at der skulle deltages i nogen form for konkurrence. Der var jo ikke billetter til alle medlemmer, men dem, der ikke havde fået en via lodtrækningen, fik så mulighed for at deltage i den officielle konkurrence, hvor DSB og SONY udloddede billetter. En hel del var heldige at vinde disse billetter, så mindst én af kupéerne var udelukkende befolket af vildfugle.

Det blev en uforglemmelig dag med højt humør undervejs. Ikke mindst blandt vildfuglene, hvor der faktisk på et tidspunkt blev ytret noget om, at vi burde gøre dette til en tradition: "At køre ned gennem Danmark i en kupé fyldt med Falch-fans, for hold op, hvor det var hyggeligt at være sammen på den måde". - Og det var egentlig underordnet om Michael selv var tilstede, for stemningen var høj uanset hvad... Mange husker sikkert denne tur med IC-Falch (som den blev døbt dengang) som værende den hurtigste og forhåbentlig også mest underholdende tur, de nogensinde har kørt gennem hele Danmark. 

I januar 1999 fik vi stillet 50 af 150 billetter til rådighed til optagelserne til DRs "Troubadour"-serie. Det foregik på Train i Århus, og rent faktisk blev det til noget med "først til mølle-princippet", for der var langt flere vildfugle, der havde lyst til at deltage, end vi havde billetter. Men de, der var heldige fik en noget anderledes koncertoplevelse, hvor der også blev mulighed for at se, hvordan et TV-hold arbejder. Og da optagelserne blev sendt, var der lettere overraskelse at spore over færdige resultat.

Den 16. april 2000 fyldte Dronning Margrethe 60 år. I den anledning arrangerede Tivoli en kæmpe fødselsdagskoncert på Plænen den 28. april. Michael gav et par numre, og er måske blevet ligeså overrasket som undertegnene over den store skare af vildfugle, der var at finde lige nedenfor scenen. - Der var virkelig mange, og jeg tror faktisk at det er det største antal, der endnu har været samlet på samme sted.

Det seneste særarrangement, De Vildeste Fugle har deltaget i, var prøvekoncerten i Kalvehave forud for "Lykkelig Undervejs"-bandtouren i efteråret 2001. Den blev egentlig arrangeret for medlemmer af Kalvehave Idrætsforening, men endnu engang var klubben heldig at få stillet 50 billetter til rådighed. Det blev en meget mindeværdig aften med en masse god mad, rigtig hyggeligt samvær vildfugle og KIF'er imellem og selvfølgelig en suveræn koncert.

Der har været en del andre lidt anderledes arrangementer med Michael Falch, hvor De Vildeste Fugle har været tilstede. Bl.a. Tweed live på P3 i efteråret '98, Kulturnatten på Gyldendal 13.10.2000, Bogmessen samme år og de små intime koncerter i forbindelse med udgivelsen af "Lykkelig Undervejs"-albummet i foråret 2001. Helt sikkert arrangementer, ikke ret mange ville have anet noget om, hvis ikke budskabet var blevet formidlet via klubben. Det er i hvert fald noget, der vil fortsætte i fremtiden.

I et arbejde med en fanklub, er det lysten, der driver værket - selvfølgelig sammen med den meget store opbakning, jeg møder hos medlemmerne og hos Michael Falch og de mennesker, der i øvrigt har med ham og hans karriere at gøre. Næsten ligegyldig, hvilke tiltag, jeg kommer op med, møder jeg kun positiv respons alle vegne. Og den respons er medvirkende til at de dage, hvor interessen for Michael Falch og hans musik kan ligge på et meget lille sted (dem er der trods alt også nogle af indimellem), jamen så skal jeg blot hive nogle af alle de mange positive breve, jeg har fået gennem årene, frem, så vender energien og lysten i løbet af meget kort tid tilbage...

Sammen med lysten til at udbrede min viden om Michael Falch til folk, ligger også en meget stor glæde ved at møde de mange mennesker, jeg hører fra i det daglige. Der er efterhånden så mange kendte ansigter rundt omkring i landet, at hver eneste koncert mere eller mindre udarter sig til en samling for vildfugle. I starten ved de allesammen hvem jeg er, men som regel ikke hvem de andre er. Det ændres der dog hurtigt på, så det ender altid med at alle kender alle og hygger sig sammen. På den måde skabes der også kontakt vildfuglene imellem. En kontakt, der forhåbentlig også finder sted næste gang og næste gang igen, også selvom jeg ikke er der...

Så fra egentlig at være startet lidt for sjov og vel også som et forsøg, er De Vildeste Fugle i dag blevet en velfungerende forening, der først og fremmest arbejder for at skabe et forum for folk, der på en eller anden måde finder glæde, trøst eller inspiration i Michael Falchs tekster. Samtidig er det lykkedes at skabe en forening, der har været med til at lægge det første kim til en række nye venskaber rundt i landet, og det må nok siges at være en af de største sidegevinster, der er fulgt i kølvandet på dannelsen af De Vildeste Fugle. Så ingen tvivl om, at vi vilde fugle er kommet for at blive....

Alle de bedste hilsner fra
Charlotte Villumsen,
formand for De Vildeste Fugle