Fra Tenor til Troubadour.
 

- Et fyldigt tilbageblik på de sidste fem år på landevejene med Michael Falch.

Michael Falch står foran en lang turnépause, så hvad er vel mere nærliggende end at kigge lidt nærmere på den næsten uafbrudte turné, han har været på, siden han fik bugt med diskusprolapsen omkring årsskiftet 1996/1997.

De 3 Tenorer
Efter at have tilbragt hele efteråret 1996 på langs pga. en diskusprolaps, og med en aflyst ”Stævnemøder-tour” som følge deraf, drager Michael Falch i januar ’97 på turné med sine tenorvenner, Poul Krebs og Steffen Brandt. Til forskel fra den første turné med ”De 3 Tenorer” i foråret 1995, skal man denne gang være meget tidligt ude, for at sikre sig billet til et af deres shows – ikke mindst i hovedstads-området. Således melder københavnske Vega alt udsolgt allerede to måneder før koncerten, så der er rigtig mange, der har fået øjnene op for, at det er noget helt specielt, når tre af Danmarks største sangskrivere samles på scenen. Til forskel fra den første tour møder man dennegang rigtig mange Poul Krebs-fans. Han har jo siden udgivelsen af ”Små Sensationer” i ’95 fået idolstatus på de danske musikscener, og gik fra nærmest at være kult for de få til hvermandseje, stort set fra den ene dag til den anden.

Men nu handler det jo ikke om Poul Krebs alene, når de tre herrer drager ud på turné som ”De 3 Tenorer”, så selvfølgelig er der også rigtig mange mennesker, der kommer for at opleve de tre sammen på en scene. Og man må sige, at dem, der var så heldige at sikre sig billet til én eller flere af deres koncerter, virkelig kom hjem med nogle store oplevelser i bagagen, ikke blot for sindet, men ifølge i hvert fald en person, så også for øjnene.

Perfekt mandfolk
En kvinde fra Silkeborg formulerede i pausen følgende påstand: ”Hvis man sætter de tre sammen til én mand, så får man noget nær det perfekte mandfolk; Michael Falch nærmest oser af sex, Poul Krebs er den der lidt generte type og Steffen Brandt er noget af det mest tørre og humoristiske, man kan tænke sig. Den kombination af mand, ville jeg godt have derhjemme”.

Det kan man jo så mene om, hvad man vil, men uanset hvad, der ligger til grund for, at man tager til koncert med ”De 3 Tenorer”, så er der ingen tvivl om, at det dels er en stor koncertoplevelse, men i den grad også meget underholdende. Det er nok sjældent, der er blevet grinet så meget i en koncertsal, som der blev rundt omkring i landet på den tour.

De af jer, der var tilstede, husker ganske givet de små historier, der blev brugt som oplæg til de forskellige sange. Bl.a Michaels fortælling om sin noget kiksede optræden i et program Prime-Time på TV2 med Bubber som vært. Han er blevet taget med i programmet, fordi han har en ny plade ude, og Bubber virker til at starte med rimelig forberedt, men ikke ret langt inde i interviewet går det op for Michael Falch, at der er noget, der er helt galt her. Bl.a. nævner Bubber i forbindelse med en snak om hans barndoms altoverskyggende fritidsinteresse, at dette er modelsejlskibe!!! En noget chokeret Michael Falch bliver hevet om bagved og iført matrostøj, mens Bubber forbereder en længere snak om emnet. Denne noget chokerende oplevelse gør, at Michael går derfra uden at programmet bliver til noget, hvilket selvfølgelig også er årsagen til det aldrig er blevet vist på TV; og som han siger: ”Jeg Gør Det Aldrig Mere!” – og så er det jo også røbet, hvad denne historie var oplæg til.

Som tidligere nævnt, var der mange af disse små meget underholdende indslag undervejs i koncerterne, og samtidig besidder de alle tre en helt fænomenal evne til at gribe bemærkninger fra salen og bygge videre på dem. Ligesom de undervejs i koncerterne er utrolig gode til at supplere hinandens beretninger med små bemærkninger, der gør, at det er utrolig svært ikke at lade sig rive med i deres samspil. Og der er vist ingen tvivl om, at basis for Michaels solo-koncerter er blevet lagt på disse to turnéer med ”De 3 Tenorer”.

”De 3 Tenorer” giver deres sidste koncert den 14. februar 1997. Og efter lidt tid med familien og et par ugers turné på Grønland, er Michael Falch klar til planlægning af sommerens turné med band. Midt i flytning til Sydsjælland, starter de fredag den 2. maj med en prøvekoncert i Kosmorama i Skælskør. Det er efterhånden blevet til en tradition for Michael Falch og band, at forud for den egentlige turnéstart, skal sættet lige prøves af foran et ikke så stort, men meget medlevende publikum i Skælskør. Og dagen efter er der så egentlig turnéstart i Ishøj Byhave.

Lang sommer
Sommerens turné må nærmest ses som en erstatning for den ”Stævnemøder-tour”, der blev aflyst i efteråret ’96, og Michael og bandet, der den sommer udover Michael selv består af John Poulsen på bas, Kurt Poulsen på guitar, Nils Henriksen på guitar og Jakob Albrecht på trommer, står foran en turné, der byder på i alt 20 jobs spredt rundt i Danmark.

Der blev i den første weekend forsøgt med en intro i form af Poul Reichhardt og ”Er Du Dus Med Himlens Fugle”. Den blev spillet, mens bandet gik på scenen, men allerede på det andet job, oplevede man, at det egentlig faldt lidt til jorden, så den intro var kun med ved de to første koncerter.

Efter starten først i maj, går det så slag i slag rundt i landet, hvor de først er i Kolding Kr. Himmelfartsdag den 8. maj til nok en af de mest regnfulde en-dags-festivaler, der nogensinde er afholdt i Danmark. Man kan vel nærmest sige, at den nok så berømte ”Smatten” fra Roskilde var flyttet til Kolding for en enkelt dag. Som speakeren på den lokale radio udtalte på et tidspunkt: ”Der skal mere held til at finde et græsstrå her på området, end der skal til at have en syver i Lotto”. Heldigvis var det tørvejr mens Michael spillede, så selvom de ikke kunne gøre noget ved mudderet foran scenen, så gør det dog en forskel, at man ikke står og glor lige ind i en skov af paraplyer.

Efter tre ugers pause, stod der så Odense på programmet – en af de få gange den sommer, hvor det ikke havde regnet hele dagen. Her var den landsdækkende presse også dukket op, således ”luskede” en fotograf fra Se og Hør rundt for at forsøge at få et billede af Thomas Helmig (han spillede efter Michael Falch) og Renee Toft Simonsen. På det tidspunkt var det endnu ikke officicelt, at de var kærester, men allerede nogle dage efter, kunne man i Ekstra Bladet se et billede af de to sammen til fodbold i Århus, så der røg Se og Hørs eneret på den historie.

Herefter har Michael et par utrolig travle weekends, hvor han udover jobs med bandet også deltager i de fire ”God Morgen, Abe”-arrangementer i Århus, Ålborg, København og Ålborg. Den første weekend var måske ikke så travl endda, idet jobbene var fordelt med et på hver enkelt dag, Holstebro- Markedet med bandet om torsdagen og ”God Morgen, Abe” i Århus og Ålborg henholdsvis lørdag og søndag. Men ugen efter er det derimod et om end meget presset program, han står foran. Torsdag aften med band på Sølund Festivalen, fredag aften omkring midnat med band i Ringkøbing og så lørdag: Først ”God Morgen, Abe” i Valbyparken i silende regn. Dyngvåde børn til koncert med mange forskellige kunstnere, der alle har noget at gøre med ”Åh, Abe”-pladerne...............

 

 

Min mor og Michael
- indlæg til Mig og Michael skrevet af en datter til et af vores medlemmer

Hele mit liv, som er 17år, har jeg hørt på Michael Falch, ikke så meget fordi jeg selv har valgt det, nej fordi min mor hører det konstant, hvis der ikke lige er en sang i radioen med ham, så sætter hun en cd på, og hvis jeg lige tror jeg er heldig og får en pause for at høre Michael Falch , så sætter hun også cd’en på i bilen.. Der er ikke noget at gøre….

Så jeg har selvfølgelig også været til min del af koncerter med Michael.

Her er lige et eksempel på en koncert jeg var med til i 1992  på Fyn.

Min mor ,min lillesøster, der var 4år ,og jeg, som var 8år, var med på en med min mors fagforening, og der skulle vi til koncert med Michael Falch. Det hele foregik i et stort telt.

Da koncerten gik i gang sprang min mor helt op til scene, mens min søster og jeg blev siddende på bænken nede bagved. Koncerten var godt i gang og musikken var meget høj, da jeg så min lillesøster ligge på bænken og sove, tænk at man kan sove i den larm, så jeg ville op til min mor, jeg fik så mast mig helt frem til scenen, og fik fundet min mor, som satte mig op på scenekanten, da jeg så vender mig om for at se Michael, står han og hiver flag op af sine bukser, mens han synger sommer på vej, sikke et chok for et barn på 8år

Den sidste koncert jeg har været til med Michael Falch var sidste år til Sankt Hans, der optrådte han i Jerslev. Det var bare min mor og jeg der var af sted, og da koncerten gik i gang skulle vi jo selvfølgelig stå helt oppe foran, under HELE koncerten, og på et tidspunkt skulle hun jo lige pege mig ud, så han vidste hvem hendes datter var ( det var pinligt )...............

 

...Og således stopper artikel-uddragene fra dette blad. Har du lyst til at læse dem i sin fulde længde, kan du melde dig ind i De Vildeste Fugle. Læs evt. mere om medlemskab eller meld dig ind nu vha. en mail til klubben

Udover de viste artikler, kan du i bladet også se sidste nyt, fugletavlen, sætlister, medlemsstatistik oma.

 

 

Til toppen af siden Tilbage til listen over klubblade