Alene i festivalland
Af: Charlotte Villumsen

Efter en forholdsvis lang pause fra de danske musikscener, stod Michael Falch i slutningen af juli måned overfor noget af det mest grænseoverskridende, man kan tænke sig... For første gang i sin karriere skulle han spille på festival-scenerne som solist, og altså stå overfor en menneskemængde, man ellers kun kender fra rockkoncerterne.

Der blev lagt blødt ud, idet den første optræden foregik torsdag den 26. juli til ”Nordisk Vise- & FolkFestival på Sophienholm i Lyngby. Et meget lyttende og veloplagt publikum gav Michel Falch en rigtig god start på de seks jobs rundt i sommerlandet. Det blev en aften, som vi kender det fra de indedørs solo-koncerter, hvor en utrolig oplagt Michael Falch fortalte om bl.a. sit møde med Al Capone fra den danske pladebranche. Selvom Michael sidder overfor et noget andet publikum end han er vant til, har han publikum i sin hule hånd hele vejen igennem historien. Og da han fortæller, at Al Capone opfatter festivalens navn som værende ”Nordisk Fisse og Folk Festival”, er der ikke en i teltet, der ikke griner med. Ved netop at fortælle dette, får folk også pludselig et meget klart billede af, hvad Al Capone egentlig er for en type…

Og da fællessangen på ”I et land uden høje bjerge” ikke rigtigt nåede op i en ”højde”, som man er vant til, blev der fra Michaels side fortalt om ”gospelkoncerten i Fakse Ladeplads Kirke”, hvor dette brød af en sort amerikaner gennem et par timer forsøger at få folk ”op af stolene” og deltage i hans halleluja-kor. Da han ikke tidligere har været i Danmark, bliver han selvfølgelig noget overrasket over at erfare, at samtlige tilhørere blot bliver siddende nærmest ”i et med træbænkene”, selvom han adskillige gange opfordrer dem til at rejse sig og give sig hen til musikken. Efter to-tre timers hårdt arbejde lykkes det for ham, og hele kirken står op og skråler med på ”halleluja!”

Målet med denne beretning er uden tvivl at få alle i teltet til at deltage i koret, og det lykkes, for udover at de da godt kan se pointen i Michaels historie, så er der altså heller ikke ret mange, der vil have hængende på sig, at de gør det meget bedre i Jylland!!! – Så det ender ud med et af de mest klangfulde og rent sungne kor, der nogensinde er hørt til ”I Et Land Uden Høje Bjerge”.

Alt i alt en god aften i Lyngby, hvor specielt titelnummeret fra det nye album, ”Lykkelig Undervejs” går rent ind hos publikum. Man kunne nærmest høre en knappenål falde til gulvet, da den blev sunget, og bagefter ville publikums applaus da nærmest heller ingen ende tage.

Så selvom det var et ret blødt udlæg, set i forhold til, hvad der var i vente de næste to dage, må det trods alt have givet Michael en tro på, at en solo-koncert altså også kan lade sig gøre i lidt andre rammer end de små intime koncertsale, han plejer at optræde i.

Men det første rigtige festival-publikum stod han først overfor dagen efter, den 27.juli, ved Bork Havnefestival i bunden af Ringkøbing Fjord, hvor der var omkring 2400 tilhørere til Michaels solo-optræden. Det blev en aften, hvor man nåede igennem hele følelsesreportoiret. 20 minutter før Michael skulle på scenen var der vel omkring 50 personer i teltet, så man stod med lidt bange anelser og tænkte på, om der overhovedet ville dukke flere op… Sådan et telt med plads til 2-3000 mennesker virker meget tomt, hvis der kun er 50 tilstede. Heldigvis dukkede der efterhånden flere og flere op, og umiddelbart efter Michael havde entret scenen, var der godt fyldt op, og man drog et lettelsen suk på hans vegne…

En tydeligt nervøs Michael Falch kom på scenen og åbnede med ”I Dit Eget Tøj”, hvor der var ekstremt meget snakken i krogene, så det var faktisk lidt svært overhovedet at høre Michaels sang. Så selvom man i første omgang var blevet lidt lettet over mængden af mennesker, blev man nu lettere irriteret over, at folk ikke bare kunne tie stille og lytte efter hvad der foregik på scenen i stedet for. Heldigvis var det kun igennem første nummer, der var så meget snakkeri, at det var svært at høre Michaels stemme, for allerede i andet nummer var der dømt fællessang og taktfast klappen. Og det virkede åbenbart også beroligende på Michael, for man kunne nærmest se ham sænke skuldrene og blive mere afslappet i fremtoningen.

Også i Bork blev der virkelig lyttet intenst på ”Lykkelig Undervejs”. Og der blev også sunget med på omkvædet. Så åbenbart var der mange tilstede, der kendte nummeret. Det samme var tilfældet med ”Baby Blue Eyes”, hvor der nærmest opstod et kor, som vi ellers kun hører det i ”de gamle” ørehængere som ”Superlove” og ”Mød Mig i Mørket”. Og det var vel at mærke ikke kun omkvædet af den, folk kunne. Næ - de sang med stort set fra start til slut. Så enten har de en ekstrem god lokalradio derovre i det vestjyske eller også må Michael virkelig sælge godt på de kanter.

Det må være noget af det største, man som musiker kan opleve: ”At sende en plade ud, og blot tre måneder efter overtager publikum allerede så småt sangene, når de bliver spillet live!!! – Udover at det er et kæmpecadeau til Michael Falch som sangskriver, så viser det også, at han – igen - har skrevet en sang som appellerer til et stort publikum!

Og når Michael så samtidig vælger at gennemføre både historien om Al Capone og hans deraf følgende møde med Michael Jackson uden at ”springe over hvor gærdet er lavest”, og vælge at stoppe den hurtigt, da der kom tilråb nede fra ”de dyre pladser” om at han skulle komme i gang med at spille”, så må man virkelig bøje sig i dyb respekt for det mod og den enorme viljestyrke, han lagde for dagen. Det var nu nok heller ikke faldet i lige god jord hos alle tilhørere, hvis han pludselig havde stoppet beretningen, da størstedelen af publikum rent faktisk fulgte godt med i hans fortælling.

Så man må sige, at han i Bork bestod med glans, selvom det ganske givet har været ekstremt opslidende rent psykologisk. Efter koncerten stod man med fornemmelsen af, at man denne aften havde været en del af noget virkeligt stort og ekstremt grænseoverskridende. Hånden på hjertet, hvor mange tror I der er i Danmark, der havde turdet at gå på scenen mutters alene netop ved en festival som Bork Havnefestival??? – Mon ikke de kan tælles på en hånd…

Hvis det krævede mod at gå på scenen i Bork, så må det nærmest have været rent umenneskeligt at stå på bagscenen dagen efter i Møllers Telt på LangelandsFestivalen og kigge ud på den enorme menneskemængde, der havde fundet vej til teltet – til trods for at Rollo & King rent faktisk spillede umiddelbart inden Michael på den store scene. Der var mildt sagt propfyldt og folk stod da også igen i år langt uden for teltstængerne for at få del i koncerten.

Det brøl, han blev mødt af, da han trådte ind på scenen, kunne på det nærmeste også have blæst ham ud igen! Har der nogensinde været nogen, der har været det mindste i tvivl om, hvordan Langelandsfestivalens publikum har det med netop Michael Falch, så kunne man efter den modtagelse ikke været det mindste i tvivl… De elsker ham simpelthen derovre!!!

Og det blev da også en eftermiddag præget af gedigen rock-koncert-stemning, hvor Michael ene og alene men hjælp fra sine to uundværlige Martin-guitarer formåede at holde publikum fuldstændig fanget fra start til slut. Både de nye numre som ”I Dit Eget Tøj”, ”Lykkelig Undervejs” og ”Baby Blue Eyes” samt de gamle kendinge blev modtaget med jubelråb overalt i teltet. Ikke mindst var det en helt unik oplevelse at høre publikums kor på ”I Et Land Uden Høje Bjerge”. Det var ikke så smukt fremført som om torsdagen i Lyngby, men til gengæld var det højt!!! – Mon ikke der er nogle stykker, som efterhånden har været lettere trætte af netop den sang – den har jo været en fast del af Michaels repertoire stort set siden den blev skrevet… - Men netop denne lørdag eftermiddag på Langeland gik det op i en højere enhed. Man stod med gåsehud over hele kroppen og nakkehårene rejse sig – aldrig har man mødt et større kor på netop den sang, og den oplevelse må for altid have prentet sig ind i hukommelsen – ikke kun hos Michael Falch, men også hos alle, der var tilstede. og pludselig har ”I Et Land Uden Høje Bjerge” fået nyt liv, og nu og i al fremtid, vil man tænke tilbage på den minderige lørdag på Langeland i år 2001, hver gang man hører den!!!

Men ikke kun publikumskoret var mindeværdigt – hele koncerten var noget ganske specielt. Og den vil gå over i historien som en af de dage, man som gammel vil være stolt af at kunne sige ”Jamen, jeg var der, den dag Michael Falch ene mand nærmest lagde Langelandsfestivalen ned!” – Den tvivl, der givetvis har været hos nogle omkring om det nu også var helt vel gennemtænkt af ham, at optræde solo på så stor en scene, blev fra stort set første tone manet totalt i jorden, og man var ikke på noget som helst tidspunkt i tvivl om, at er der nogle, der overhovedet kan gennemføre en solo-koncert på så stor en scene, jamen så må det være Michael Falch.

Selvom han uden tvivl har været mere nervøs, end han længe har prøvet, så må det alligevel have været alle nerverne værd! – Nu har han prøvet det, og selvom han godt nok siger, han har bandet ved sin side til næste år, så skal der ikke herske den mindste tvivl om, at koncerten på Langeland var ligeså velgennemført og skabte en ligeså stor stemning, som hvis han havde haft bandet ved sin side… - Måske han skulle overveje at prøve med den store scene alene derovre til næste år(!)?..........  

Sceneskræk
Af: Michael Falch

Dagbogsindslag fra "Hjemveje", onsdag 1. august 2001.

Mens nattedrømmen kører sit eget syrede show, kan man på et mere bevidst niveau ligge og tænke: okay – here we go again! Man genkender drømmen, i hvert fald i grundtrækkene – man har drømt dette mareridt adskillige gange før. Det behøver ikke at være noget specielt dramatisk, der foregår, men følelsen, der ledsager episoden, er rystende stærk: Jeg kommer gående ind på scenen, og da jeg slår første akkord an, kommer der ikke en lyd. Det føles som en absolut katastrofe.

(….)

Tekniske fejl undgår man ikke gennem årtiers turnévirksomhed. Strømsvigt og lydkoks har jeg naturligvis været vidne til adskillige gange. Men et par gange har jeg oplevet situationen i de rigtigt store festivalsammenhænge.

Første gang må have været i 1986, hvor jeg skulle afslutte årets Roskilde Festival søndag på orange scene. Som det sidste ekstranummer har jeg valgt at spille Sidste Sommerdag solo, kun med min elektriske Stratocaster helt ude på forkanten af den løbebro, der skærer sig fra hovedscenen ud mod publikum. Jeg får den nystemte guitar fra min scenemand og går ud på podiet og tager den første Em-akkord. Riiiitcht! Der er ikke én af strengene, der stemmer rigtigt. Det lyder, som var det et tonedøvt syrehoved, der første gang prøvede at spille på citar.

Foran mig et menneskehav. Det føles, som om alt blod suges ud af mit hoved, og jeg må bruge al koncentration på ikke at besvime. Med katastrofeblink i øjnene vælger jeg at slippe guitaren og bare lade den glide ned på scenegulvet, og jeg synger sangen uden akkompagnement overhovedet. Herregud, kunne man sige bagklogt, og det gik jo alligevel, kunne man tilføje, hvis man ejede den slags sind, men det føltes på stedet som at dø en lille død. Der er en art udsathed, man skal være gearet til at kunne håndtere. Den må helst ikke ramme én ude fra.

I sommeren 1992 præsenterede konferencieren Malurt på Midtfyns Festivals store scene. Det var strålende sol, og der stod 40.000 mennesker, der stadig var i himlen oven på gårsdagens danske sejr ved EM i Sverige. Vi springer ind og skal lægge ud med Spøgelser, hvor det rullende introriff skal åbne fra min hånd. Men guitaren er stendød. Der kommer ikke en lyd fra den. Totalt antiklimaks. Teknikere farer ind og springer desperate omkring for at spore fejlen. Guitaren havde spillet perfekt til lydprøven. Stress rammer mig som Tyson-næver i mellemgulvet. Råben og skrigen og kommanderen. Viskinde tager riffet i stedet, og vi sætter i gang. Der er stadig ikke hul igennem på mit grej, men vi kommer igennem de første numre uden. Stemningen er gudsketakoglov elektrisk høj derude. Men mange af sangenes arrangementer bygger jo på to guitarroller, og først henne i sjette nummer lykkes det for scenefolkene at lure fejlen. Det viser sig, at jeg selv er kommet til at sparke til en forkert tonekontrol på mit pedalbræt. Under Petes solostykke i Den Eneste I Verden må jeg lige ud bag mine forstærkere og tage nogle dybe indåndinger for at undgå at kaste op.

Alt virker igen, og jeg finder tilbage på pladsen, og jeg husker seancen som én af de smukkeste oplevelser med Malurt og publikum overhovedet. Ikke mindst takket være Brian Laudrup og de andre spilleres helt absurde mirakel mod tyskerne.........

 

En aften Lykkelig Undervejs med Michael Falch
Af: Lone Kristensen

Jeg hørte i lokalradioen ANR-Guld, at Michael skulle give en eksklusiv, lukket koncert på John Bull i Aalborg torsdag den 3.maj. "Vind billetter på mandag" sagde de, så det gjorde jeg.

Det blev til endnu en uforglemmelig aften, i selskab med Michael, og den vil jeg gerne dele med andre Vildfugle.

I et tætpakket lokale, startede Michael veloplagt ud med MØD MIG I MØRKET.

Så fortalte han om den "støttekoncert" han gav til fordel for hans nye cd: LYKKELIG UNDERVEJS.

Han var glad for at være tilbage i Aalborg, hvor hans elskede SKRÅEN, selv i trange tider, bakkede ham op. Han og MALURT spillede der, endnu før de næsten begyndte at spille, og det er samtidig det sted i Danmark, hvor han har spillet flest gange. Han håbede på at vi også ville bakke ham op, på denne aften, selv om billetterne var gratis. Han havde selv oplevet, at give 689 kr. for en koncertbillet (til en dårlig koncert), men klappede som en sindssyg pga. prisen. Vi klappede hele aftenen - selv om det var gratis.

Så kom det bedste, det jeg havde ventet på, min favorit: I DIT EGET TØJ. Skøøøønt at høre den live.

Michael takkede derefter ANR-Guld for at spille hans nye CD. Han fortalte, at han for kort tid siden havde kørt fra Brønderslev og sydpå, og på vejen havde hørt sin sang to gange i radioen.

Derefter fulgte BABY BLUE EYES og LYKKELIG UNDERVEJS.

Så kom Monica Krog Meyer (Diskjockey på ANR-Guld) på scenen for at overrække Michael en check på 4000 kr., for at have medvirket i "Torsdagskommentaret" på lokalradioen i marts. Michael gav straks checken videre til et nyopstartet projekt i Aalborg. Integration af nydanskere. "Hvis vi ikke gør noget, ender det galt. Det er en tikkende bombe", sagde Michael..........

 

Fra vildfugl 136, Pia Brandt Pedersen

Du kender det måske; værelset er tapetseret med diverse plakater og udklip, som de forskellige ugeblade har været så flinke at bidrage med gennem tiderne… I reolen er kassettebåndene omhyggeligt sorteret i alfabetisk orden - ét bestemt navn går igen hele vejen igennem…På skrivebordet mellem skolebøger og spidsede blyanter står den der lille ramme, hvori et gammelt, krøllet stykke papir med en snørklet - og i øvrigt helt ulæselig - underskrift vidner om, at man engang har mødt ham!! Ja, du har vel gættet, at dét er en 13-årig piges hverdag… Idolet hang ikke bare på væggene, men spøgede konstant i bevidstheden. Man prøvede igen og igen at overbevise kammeraterne om, at han er da bare den bedste, og man forstår simpelthen ikke, at de ikke kan se det…

Jeg tror, jeg oplevede min første 'forelskelse' som 9-årig i 1985, da det gik op for at der var en, der hed Michael Falch…

Jeg husker endnu at jeg en eftermiddag sad på værelset og hørte radio og pludselig stormede "Superlove" ud af højttalerne… Jeg fór rundt for at finde et tilfældigt kassettebånd at forevige øjeblikket på, men forgæves. Min forvirring resulterede kun i, at jeg stort set ikke rigtig hørte noget af sangen. Men jeg fik dog fat i, at speakeren efter nummeret pænt oplyste, at dét var en Malurt-sang, og at forsangeren fra Malurt netop havde udsendt sin første soloplade.

Jeg lover jer, at de følgende mange dage sad jeg i fast position klar ved optageknappen i tilfælde af, at denne glædelige hændelse skulle gentage sig… Og det gjorde den selvfølgelig; "Superlove" kom igen, og jeg tror nok, at det allerede dengang lykkedes mig at drive både mine forældre og kammerater ud på randen af et sammenbrud med netop dét nummer…

Igennem det næste års tid gjorde jeg selvfølgelig alt for at få fat i alt, der handlede om Michael Falch. Jeg gennemlæste slavisk min mors aflagte dameblade osv… Alligevel var det dog begrænset hvad jeg fandt, og min interesse for Falch  og hans musik blev langsomt mindre og mindre. Selvom jeg ikke gerne indrømmer det, gik der faktisk et langt stykke tid, hvor han ikke interesserede mig overhovedet. Lige indtil en dag - kort efter min 13-års fødselsdag - hvor jeg som så ofte før var med min far ude at handle. På vejen hjem stoppede vi ved en tankstation, og dér stod det så; I kender godt de der stativer, tankstationerne førhen havde stående med alle mulige mere eller mindre interessante kassettebånd, ikk'? "De Vildeste Fugle", stod der på et af dem, og minsandten om ikke, der også stod Michael Falch…Selvfølgelig nægtede jeg at forlade tankstationen uden dét bånd, og så begyndte det hele forfra igen. Den dag i dag har i hvert fald én af mine veninder svært ved at klare "Venter på Vind", som blev spillet konstant det næste meget lange stykke tid..........

 

Hvornår er vi der?
Af: Merete Jensen, Anita Olsen & Ursula Kusch

Endelig kom dagen, fredag den 11. maj 2001, hvor Albani Touren startede rundt til seks fynske byer. Den fredag skulle vi til Middelfart Havn og se Falch’en. Men inden da skulle vi til Randers Stadion og se Falch’en i action som fodboldspiller.

Vi startede bilen fredag formiddag, godt læsset med 4 køletasker og 10 Falch-CDer. Og så var det af sted mod motorvejen. Når vi skriver vi, mener vi Ursula, Merete og Anita fra De Vildeste Fugle og Anitas mand, Søren. Godt 20 minutter efter start lyder det fra bagsædet: ”Hvornår er vi der?” – og så var stemningen ligesom lagt.

Det var en farlig fin bil, vi kørte i. Den havde air-condition, god benplads og Falch’en fløj rundt i kabinen. Men vi opdagede dog ret hurtigt, at den manglede et tørkloset, så det førte til hold ved en rasteplads efter 50 minutters kørsel. Det var bagende varmt, men vi havde en masse sodavand, vand og kolde øl med, som vi nød under turen.

Endelig ramte vi Randers Stadion, hvor vi var nogle af de første. Udsigten til boldbanen skulle jo være god. Så var Falch’en dér med trøje nr. 9. Brun og pæn, som han nu er, så det helt godt ud, da han gik over banen i fodboldshorts og –trøje. Men et godt stykke inde i kampen måtte vi konstatere, at hans kondi ikke var på toppen.

”Poul, Poul”, råber han ud til Poul Krebs, ”To min., Poul, så er der udskiftning”, og så måtte Falch’en ud på bænken og sidde, mens hans gode ven, Poul Krebs, overtog hans plads på banen. Men Poul holdt heller ikke så længe, så de to var gode til at skiftes. Det var en god og sjov kamp, og ShowStarS-holdet vandt selvfølgelig 4-3.

Så var det tid til autografer. Alle spillerne stod midt på banen, og så var det bare med at komme af sted. Der var utrolig mange børn, men vi tre tøser fik lige møvet os ind og fik en autograf. Bagefter fandt vi vores fine bil med air-condition, hvor vi lige sad og fik lidt mad og en tår øl, mens vi snakkede om den gode kamp..........

 

Tourstart
Af: Charlotte Villumsen

Endelig blev spændingen udløst. På Kalvehave Stadion var der lørdag den 8. september 2001 snigpremiere på den kommende turné med Nye Rejsende. Det blev en aften med god mad, en rigtig fed koncert og hyggeligt samvær vildfugle og fodboldklubben imellem.

Allerede ved ankomsten til stadion, blev man mødt af glade og forventningsfulde mennesker, som selvfølgelig dels så frem til en hyggelig aften, men så sandelig også glædede sig meget til endelig igen at opleve Michael med bandet ved sin side.

Stig Eriksson, som er formand for K.I.F. havde i sine forberedelser sørget for at de 44 medlemmer af De Vildeste Fugle, som havde meldt deres ankomst, blev placeret ved fire mere eller mindre sammenhængende borde, således at der var mulighed for at lære hinanden lidt at kende inden koncerten.

Selvom humøret allerede inden Stig gik på scenen og bød velkommen var temmelig højt, så steg den et par grader, da han i sin gennemgang af den meget lækre menu bl.a. fortalte at man kunne vælge imellem ”oksehøjreb, svinekam, indbagt kalkun og gammel skinke”(!). Der var ganske givet ikke nogle, som var i tvivl om, at der var tale om glaseret skinke, selvom han lige læste sin egen forkortelse forkert. Dette og meget andet ret så humoristisk undervejs i hans ”lille tale” fik ligesom løsnet lidt op for lattermusklerne hos publikum, og ikke mindst hos De Vildeste Fugle førte det til at stemningen og samtalerne ved de fire borde blev mere frigjort.

Efter et par timers hyggeligt samvær i teltet, nærmede vi os med hastige skridt det, vi vel mere eller mindre alle sammen var kommet for: Koncerten med Michael og Nye Rejsende. En lille smule forsinket gik de på scenen og lagde ud med en halvakustisk udgave af ”I Dit Eget Tøj”.

Michael havde foreslået, at De Vildeste Fugle indtog gulvet foran scenen allerede fra starten af koncerten, og det var vist ikke noget, der skulle siges mere end en gang. Så i løbet af meget kort tid, blev arealet foran scenen fyldt med syngende, klappende og glade mennesker, dels fra De Vildeste Fugle og dels fra K.I.F., for de fulgte selvfølgelig med det samme vildfuglenes eksempel.

Efter første nummer bød Michael velkommen til denne meget hemmelige koncert, som rent faktisk havde vist sig at være så hemmelig, at ikke engang alle i Kalvehave vidste den fandt sted. Således havde han om eftermiddagen talt med en af sine naboer, der var blevet lettere overrasket over at erfare, de skulle spille på stadion om aftenen. Så jo, det var virkelig en hemmelig koncert, for så stor en by er Kalvehave nu heller ikke…

Hele første sæt blev fremført nærmest som en solo-koncert med band-backing. Dvs. Michael sad til dels på sin efterhånden velkendte sorte barstol og netop på grund af det, formåede han at skabe noget af den intimitet, vi kender fra hans solo-optrædener. På en eller anden måde når sangene mere ”ind under huden” på lytteren, når de bliver serveret på den måde. Og når der samtidig med bl.a. numre som ”Mød Mig i Mørket”, ”Singler”, ”I De Stores Spor” og ”Dage” stille og roligt bygges op til et andet sæt med decideret rockkoncert-stemning, så må man erkende at det virkelig er noget nær den mest perfekte form for Michael at formidle hans sange på..........

 

 

Til toppen af siden Tilbage til listen over klubblade