Før Lykkelig Undervejs

Mandag den 23. april (eller nok et par dage før...) udkommer Michaels 8. soloalbum, der har fået titlen "Lykkelig Undervejs". Et album, dr har været længe undervejs, og sikkert mange steder er ventet med spænding. Vi har - for en del af sangene i hvert fald - kunnet følge arbejdet via hans on-line-dagbog og senere i "Helligdage". Og den direkte "tråd" fra "Helligdage" er da heller ikke svær at få øje på.

Et mesterværk
Allerede fra starten af pladen kan man nikke genkendende til en Michael Falch, som vi vist alle kender ham, når han er allerbedst; Dejligt rammende og sigende tekster, der på den ene side giver et meget klart og tydeligt billede af hvor i livet, Michael befinder sig og på den anden side giver lytteren muligheden for at identificere sig med det, han synger om. Og det er jo netop evnen til at skrive om dagligdagens begivenheder så alle kan forstå og forholde sig til det, der gør Michael til den store sangskriver, han er i dag.

Hele vejen gennem albummet kan man finde den meget, meget tydelige røde tråd til Helligdage; Både mht. de små tekstsekvenser, vi er blevet præsenteret for i bogen, men også hvis man går ind og nærlæser og –lytter de enkelte numre. Hvert eneste af dem giver indtryk af simpelthen at være ”Helligdage” sat i musik. Man nikker genkendende til beretninger om hotellivet, de store danske forfattere og ikke mindst de gentagne ”kærlighedserklæringer” til København. Sidstnævnte formuleret på en måde, så det faktisk ligeså godt kunne være skrevet til ”kvinden i hans liv”.

Der er nok en del, der bliver en lille smule skuffede, når de hører pladen første gang. Specielt dem, der havde forventet en meget rocket plade denne gang. For selvom pladen bærer tydeligt præg af, at Michaels hjerte banker for rockmusikken, er der ingen tvivl om, at den er noget mere stille end man måske ville forvente. Afgjort ikke i negativ forstand, for på den måde bliver sangene også meget mere følsomme. Og ser man den i lyset af de seneste par års meget succesfulde soloturnéer, så er den nu slet ikke så stille endda. Og det kan man faktisk godt tillade sig at gøre, idet pladen rent stilmæssigt lægger sig tæt op ad solokoncerterne.

Men vi kender vel alle til det der med, at man har investeret i en ny plade og glæder sig meget til at lytte til den, for ved den første gennemlytning at føle sig en smule skuffet. I de fleste tilfælde vinder disse plader, efterhånden som man hører dem flere gange, lærer numrene bedre at kende og er i stand til at synge lidt med. Det er helt afgjort tilfældet med ”Lykkelig Undervejs”.

Den umiddelbare reaktion fra mange vil givetvis være, at den er lidt for stille, men meget hurtigt er man kommet ud over det, og den lille skuffelse erstattes af en stor begejstring for det mesterværk, Michael endnu engang har begået. For ”Lykkelig Undervejs” er virkelig et mesterværk. Skal man drage nogen som helst sammenligninger til tidligere udgivelser fra hans hånd, må det afgjort blive albummet ”Tossede Verden” tilsat lyd og stemning fra de tidlige Malurt-dage. Specielt et nummer som ”Neonsolen” dukker op i erindringen, når man lytter til et par af de meget stille numre, hvor det nok specielt er det første nummer ”Hvornår Er Vi Der?” der leder tankerne i den retning. Man sidder nærmest med en fornemmelse af, at den kunne være skrevet som en form for ”Neonsolen 2”, blot denne gang med en linie i teksten, der leder tankerne hen på Århus i stedet for København...

...Mest komplette album nogensinde
Albummet er virkelig en helhed, ikke mindst i kraft af, at der er den føromtalte ”røde tråd” fra ”Helligdage”. Efter at have lyttet både overfladisk og intenst til den, sidder man tilbage med en følelse af, at det simpelthen kort og godt er ”Helligdage” sat i musik, eller i hvert fald på en eller anden måde en fortsættelse af bogen. Man lægger virkelig mærke til personligheden i de enkelte tekster. Nøjagtig samme personlighed, som vi gang på gang stødte på i ”Helligdage”. Og når man så samtidig næsten sidder tilbage med en fornemmelse af, at Malurt er blevet genfødt, kan det vel ikke blive mere gennemført.

Der er mange mennesker, der i årenes løb har råbt op om, at Michael har svigtet sine idealer, ikke lever op til sit image osv. undervejs i hans solokarriere. Givetvis mennesker, der ikke helt har forstået, at Michaels tekster og sange altid har taget udgangspunkt i hans eget liv, og de ting – stort som småt - der sker omkring ham. Og det kan man vel ikke ligefrem kalde at svigte sine idealer… Snarere tværtimod, for der er ikke én eneste Falch-plade, der ikke svarer til den tid, den er udgivet i. Og det samme er tilfældet med ”Lykkelig Undervejs”. Den er på en gang tidssvarende og eviggyldig på en måde, der bør få en stor del af føromtalte mennesker til at bide i det sure æble og erkende, at Michael igen har begået en plade, der tager udgangspukt i hans egne oplevelser, hvor han formår at gøre teksterne til ”hver mands-ord”. Flot sat sammen som en hel lille historie tilsat musik i stil med den, vi kender fra de allertidligste Malurt-dage.

”Lykkelig Undervejs” har virkelig potentialet til at blive en af de mest succesfulde plader fra Michaels hånd nogensinde. Det skal i hvert fald blive spændende at følge, hvordan den bliver modtaget, både af anmelderne men sandelig også af pladekøberne rundt om i landet. Et er i hvert fald sikkert: I kan glæde jer til et af de flotteste og mest komplette albums nogensinde fra hans hånd...............

 

 

Lykkelig Undervejs
- Ekstra Bladet, fredag den 18. marts 2001 - Af: Lotte Dalgaard

Michael Falch har travlt med at score Rejseholdets drabschef og er netop blevet færdig med sit nye album.

Onsdag lagde Michael Falch og lydmand Peter Brander allersidste hånd på ”Lykkelig Undervejs” ved miksepulten i Branders studie, Media Sound på Islands Brygge ved København. Siden 3. januar har Michael og hans Nye Rejsende arbejdet på de 10 numre, som udgør albummet. Og Michael er tilfreds.

- Mit håb er, at det bliver et stort, tidløst, varieret rockalbum, siger han.

Og det tegner godt. Med numre som ”Baby Blue Eyes”, der udsendes på single omkring 1. april, ”I De Stores Spor” med Poul Krebs på kor og ”I Dit Eget Tøj”,som handler om ikke at kunne lyve sig fra den, man inderst inde er, har Falchen vitterligt begået et stort, varieret album, der med hans egne ord ”ikke fejer noget ind under gulvtæppet”.

”Nu er det lige før de lukker,
og jeg sku’ selv finde hjem
Men jeg kender ikke grænsen
eller vejen til min egene seng.”

(Baby Blue Eyes)

- Det er et udbredt fænomen at have svært ved at finde sin egen sin egen seng, siger Michael, for at komme et oplagt spørgsmål i forkøbet. Men der er ingen tvivl om, at han ved, hvor han hører hjemme, når turnéerne er forbi. Nemlig på ”Crazy Horse Farm” i Kalvehave omgivet af Linda, der har været hans ledsagerske i snart 30 år, døtrene Anna, Sofie og Mathilde samt hund, heste, katte, kirken i baghaven og Mønsbroen i horisonten.

Vil score drabschefen
Mens Michael har indspillet ”Lykkelig Undervejs”, har han haft fem fridage, hvor han har filmet afsnit til DR1-serien ”Rejseholdet”. Her spiller han retsmedicineren Jan Boysen, der så gerne vil i nærkontakt med drabschef Ingrid Dahl i skikkelse af Charlotte Fich. I søndags var han nået så langt som til hendes spisebord, hvor han blev trakteret med steg, inden Ingrid måtte haste til Fyn og opklare kidnapningen af en dreng.

- Det er godt, at det ikke er så svært at score i virkeligheden som i ”Rejseholdet”, hva’?

- Jaaaah, han må arbejde for sagen.

- Scorer han Ingrid?

Hæ, hæ. Det kunne du godt lide at vide, men jeg har lovet DR ikke at røbe noget om den sag. Michaels ven gennem 20 år, Pete Repete, spiller tangenter og er medproducer på ”Lykkelig Udnervejs”. Men han er lige nu udlånt til Århus Teater, hvor han laver musik til ”Vintereventyret”. Pete og Michael har før dannet musikalsk makkerpar på samme teater, nemlig i 1994 i opsætningen af ”Odysseen”. På søndag gør de det igen, når de i anledning af teatrets 100 års jubilæum spiller to akustiske numre, ligesom de gjorde hele sidste efterår rundt på landets koncertscener…............

 

 

Falch'en jager igen
Pressemeddelelse fra Kick Music

Michael Falch vender tilbage til rockscenen med albummet Lykkelig Undervejs – et ægte og radikalt nærværende værk. Den 23. april udgiver vi på Kick Music A/S dette længe ventede nye udspil fra Falchen.

Vi tillader os at mene, at Michael Falch bryder tilbage med sit hidtil bedste soloalbum med en stribe nye sange, der i den grad udstråler levet liv og lyrisk afklaring. Man skal vel helt tilbage til hans gennembrud med Malurt for at finde samme beslutsomme niveau.

I sin roste forfatterdebut med dagbogsromanen Helligdage sidste efterår skrev Michael Falch sine dæmoner op i øjenhøjde, og på Lykkelig Undervejs folder sangene sig road movie-agtigt ud som hilsener derude fra - fra én, der vel at mærke selv har været der.

Det spøger stadig i hans indædte jagt på at komme overens med tilværelsens vilkår, men der en ny tone af underspillet humor og livserfaring på færde i disse sange, der synes at have læst skriften på væggen. Michael Falch har valgt at vedblive at skrive på dansk, og på Lykkelig Undervejs står det lysende klart, at han i det hele taget insisterer på at gå sin helt egen vej.

Fra de akustiske guitarers åbningsakkorder i Hvornår Er Vi Der? er scenen sat for en autentisk sound, der er lige så klassisk som Falchens egen kærlighed til rocken. Sommeren står på spring, og Falch begynder sin rejse med kurs mod solnedgangen.

I Baby Blue Eyes får vi en finurlig opdatering af Malurt-sounden i den selvironiske sang om nattens uheldige helte.

Poul Krebs, ven og kollega til Michael Falch, støder til ensemblet på I De Stores Spor - en lille digters sang til de store forgængere.

En umiskendelig Beatles-guitar dominerer lyden på titelnummeret, Lykkelig Undervejs - en stor, tilbageholdt ballade, der griber den spøgelsesagtige stemning før afskedens time. Lydidealerne på Lykkelig Undervejs taler sit tydelige sprog om den ægte vare. Produktionen har ikke set skyggen af de computere, der ellers dominerer tidens lydtapet, og der er ikke gjort brug af rumklang og storladne effekter. Der er bare et band, der spiller.

Syng Nu, Chicago åbner med en rå, bluesy feeling og skildrer i en skæv, mytologisk stemning mødet med the blues og gangsterchefen Al Capone.

Det er en sound tydeligt inspireret af de tidlige 70eres nærværende, halvakustiske rock, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at netop mesteren Neil Young får en direkte hyldest med på vejen i identitetssangen I Dit Eget Tøj...............

 

...Og således stopper artikel-uddragene fra dette blad. Har du lyst til at læse dem i sin fulde længde, kan du melde dig ind i De Vildeste Fugle. Læs evt. mere om medlemskab eller meld dig ind nu vha. en mail til klubben

Udover de viste artikler, kan du i bladet også se sidste nyt, yderligere pressemeddelelser, fugletavlen oma.

 

 

Til toppen af siden Tilbage til listen over klubblade