Når du først har sagt A...
Af: Michael Falch

Gladsaxe, forår 1997

Jeg er ikke født ind i Akademikernes Boldklub, og jeg er ikke vokset op i AB. Som dreng boede jeg i 7 forskellige byer spredt ud over Danmarkskortet, og jeg måtte nøjes med at dyrke min begejstring for AB (og Vejle) i behørig afstand. Da jeg endelig selv blev aktiv sekundaspiller i AB, var jeg blevet en frafalden akademiker, der for længst var fyldt 30. Og for at det ikke skal være løgn, så er jeg netop nu ved at flytte fra AB's hjemmebaneland i Gladsaxe til Sydsjælland. Det kan knap nok være meget værre.

Men som jeg står her i Gladsaxe Idrætspark på min faste ståplads gennem de seneste 12 år til AB's hjemmekampe, føler jeg mig alligevel på egen boldgade. "AB-SANGEN", som jeg skrev og indspillede til klubben for fire år siden er netop blevet afspillet over de skingre stadionhøjttalere, mens spillerne løb på banen, og jeg har allerede været i seriøs diskussion omkring holdopstillingen med en stribe af de andre "hardcore hooligans", der trofast har fulgt AB gennem alle de tynde år i 2. Division og 3. Division øst før oprykningen til Superligaen i 1996. Bare 5 minutters kørsel på cykel nede ad Gladsaxevej står mit hjem reduceret til flyttekasser, og bundopgøret mod Viborg bliver min sidste sentimentale tjans som fast mand ved sidelinien.

Nedrykningen i 1997 ligner desværre et opgør mellem Hvidovre og netop Viborg og AB. Et rutineret blik hen over tribunen giver et tilskuertal på omkring de 1300 - ikke imponerende til en Superligakamp, men dog langt fra de faste 50, der mødte frem til 80'ernes overlevelseskampe i de lavere rækker. Når jeg dengang ankom om søndagen med skiftende børn i barnevognen og på trehjulede cykler, var der oceaner af plads til sandkasselege på den billige langside. Søndagsstemningen på stadion mindede mere om en gudstjeneste med en skrantende menighed - nu gør fanklubben "AB Forever" et heroisk forsøg på at skabe lidt larmende liv og lokalpatriotisme på lægterne. Det har ikke været nemt for den gamle storklub at bide sig fast i toppen af dansk fodbold igen. Når mine piger låner mit grøn-hvide halstørklæde med i skole, gør det ikke indtryk på deres jævnaldrende. Deres 10-12-årige klassekammerater har nok hørt om AaB og OB, men AB ringer ikke mange klokker, selv her blandt ungerne i AB's eget opland. Og drengenes skoleuniformer er stadig Brøndby- og FCK-dragter.

Da jeg var i den alder og boede i Sønderborg, var AB storklubben over alle i dansk fodbold. Én af mine fineste ejendele har overlevet min barndoms mange flytninger. Det er en samlemappe med billeder af alle landets topspillere fra 1968. Samlingen er komplet, og den ligger nu pakket ned sammen med de andre relikvier fra hæderspladsen i stuens bogskab: originaludgaverne af Henrik Pontoppidans romaner og Tom Kristensens digte. På AB's mesterhold er der samlefotos af klubbens daværende garde af landsholdsspillere: Kresten Bjerre, Erik Sandvad, Flemming Kjærsgård, Finn Wiberg, Niels Yde og Jan Larsen. Det var et teknisk stjernehold, hvis karisma måede helt ned til os fodbolddrenge i Sønderjylland. På AB-billederne ser man også den purunge centerforward, Johnny Petersen, der næsten 30 år senere blev den træner, der førte AB op i 1. Division igen. Som angriber på vores serie 5 hold har jeg ofte nydt godt af hans frispilninger, og andre gamle AB-stjerner glimrer stadig på klubbens motionshold: Ivan Jensen, der spillede 25 landskampe i 40erne, og ex-proffer som Åge Hansen, Mogens Fog og den legendariske Flemming Nielsen, der svinger pisken på sit lukkede hold. Helt indtil sidste år var en myte som Knud Lundberg stadig fast mand til vores udendørs vintertræning på AB's grusbane, der regnes for en af de bedste i landet..........

 

Han er aldrig set bedre!
Af: Charlotte Villumsen

Godt nok har der på plakaterne stået "En aften med Michael Falch - solo", men man fristes til at tilføje ordene "…med gæster", for dette forårs soloturné har, udover at byde på koncerter, af meget høj klasse præget af sprudlende humør, stor spilleglæde, et par rigtig godt sammensatte sæt og en meget stor selvtillid, også budt på et væld af gæster rundt omkring i Danmark. Ikke mindre en 12 af de i alt 19 koncerter bød på små overraskelser på scenen, så det er lige før, det mere var en regel end en undtagelse. Men de mange gæster har blot været med til at gøre oplevelserne endnu større for dem, der var til stede de enkelte aftener.

Rundt i landet har vi oplevet koncerter, der selvfølgelig har budt på gamle kendinge som "Sommer På Vej", "Mød Mig i Mørket" og "Den Eneste i Verden". Kort sagt numre, der bare skal være på reportoiret, når man hører Michael Falch live. Men derudover blev der også budt på genhør med gamle numre, som stort set må betegnes som værende gået lidt i glemmebogen. Således er det hver aften blevet til overraskende, velkomne genhør med numre som "Flugten Til Amerika" og "Dage". Derudover blev der enkelte aftener også budt på numre som "Morten Korch-humør", "Livet er Lige Begyndt" og "Tossede Verden" samt enkelte andre forholdsvis ukendte numre fra Michaels store sangskat. Alle sammen sange, det har været dejligt igen at høre live.

Stor entertainer
Men solokoncerterne med Michael Falch er ikke blot koncerter. Det er også en aften i selskab med en meget stort entertainer, der formår at have publikum i sin hule hånd stort set fra start til slut. Kort sagt, en aften i selskab med et menneske, der ikke alene besidder en helt igennem fænomenal form for humor, men også formår at få denne humor ud til publikum. Og det må siges at være ret så væsentligt, da aftener uden denne humor og diverse meget underholdende småhistorier hurtigt kunne komme til at virke lidt kedelige og måske endda lettere langtrukne.

Vi møder bl.a. humoren i historien om Allan Hågensen, alias "Al Capone", fra et stort internationalt pladeselskabs danske afdeling. Han mener helt klart, at Michael Falch bør satse på et internationalt gennembrud, før sidste salgsdato overskrides. Der er blot lige det lille men, at de lidt for store "plovfurer" i ansigtet skal fjernes, for at han kan sælge… Mens Al Capone liner op til laserbehandling i Chicago, går Michael hjem og skriver en engelsksproget tekst til "Superlove" i moderne udgave, som vi selvfølgelig blev præsenteret for.

Efter den helt geniale fremførelse af dette rap-nummer, fortsætter han beretningen om laserbehandlingen i Chicago, hvor han på klinikken bl.a. møder Michael Jackson, der advarer ham om at bevæge sig under behandlingen. Han havde selv gjort det engang og var kommet alvorligt til skade med næsen. Denne advarsel medførte at Michael vinkede farvel til sitt internationale gennembrud, for selv om han har haft sine problemer med sin næse, så ér det, som han siger, hans!

Humoren griber også alvorligt ind i slutningen af første sæt, hvor han i "Høje Bjerge" beretter om en gospelkoncert i Fakse Ladeplads, hvor "et stort brød af en sort mand" efter et par timers ihærdig kamp, formår at få publikum, der ellers nærmest har siddet i ét med træbænkene, op at så og svinge med "patter og rumpetter" og hvad de nu ellers havde at svinge med. - En klar opfordring, der blev fulgt stort set alle steder.

Fuldendt samhørighed
Derudover formår han gang på gang at fange bemærkninger fra salen og bygge videre på dem. - Kommentarerne kommer som ofest, når han er midt i en af historierne, der så blot bliver lavet lidt om, så de kommer til at passe med de enkelte kommentarer. Endnu et klart bevis på, hvor utrolig sikker, han er på sig selv og denne form for optræden.

Ser man på dette års koncerter i forhold til soloturnéerne i '98 og '99, så er det netop den enorme selvtillid og tro på sig selv, der gør denne turné til noget helt specielt. Indimellem forsvandt et par linier til nogle af sangene, men det er blot med til at gøre de enkelte koncerter endnu mere underholdende. Specielt, når han, i stedet for at blive grebet af panik og tanker om, at dette her godt nok er pinligt, blot spørger, om der er nogle blandt publikum, der lige kan huske den linie, han selv har glemt. Endnu en ting, der er med til at gøre samhørigheden med publikum fuldendt.

En anden ting, der adskiller denne solotour fra de to foregående, er alle de gæster, der har været undervejs. Ikke mindre end 12 gange har der været en eller flere gæsteoptrædende med på scenen. Heraf har Pete Repete været blandt de mest flittige. Hele 8 gange har vi mødt ham som gæst på tangenterne, både alene og sammen med andre. Og udover ham er vi blevet præsenteret for Peter Viskinde, Christian Arendt, Steffen Brandt, Poul Krebs, Peter Brander, Kasper Foss og så selvfølgelig de to nye medlemmer af NYE Nye Rejsende: Louise Hart og Oliver Steffensen.

Hver eneste gang har det vakt vild jubel, når én eller flere af de mange gæster har entret scenen. Og udover at det selvfølgelig giver publikum en ekstra oplevelse med hjem, så er det også endnu et bevis på, at Michael er ved at være rimelig sikker på sig selv og denne form for optræden. For alt andet lige, så må det give

visse forstyrrelser i forberedelserne, at der pludselig er en mere at tage hensyn til. Og samtidig har gæsterne også medført visse forandringer i sættene..........

 

 

Til toppen af siden Tilbage til listen over klubblade