Om sommeren i Danmark
Af: Michael Falch

Festivalerne er stedet, hvor musikere mødes, og publikum nyder livet. Det er svært at få øje på det oprør, rocken i bund og grund står for, men er måske alligevel beslægtet med det - langt ude.

- Er der stadig oprør i rocken? Lyder det overraskende spørgsmål fra den smukke, unge kvinde fra det kritiske musikblad. Vi sidder i bagende sol på et tjekket bagsceneområde i fornemme omgivelser ved Hollufgård Herregård uden for Odense. Jeg har tid til et kort interview, før bandet og jeg åbner et udendørs arrangement, der også byder på Hanne Boel og Thomas Helmig.

Bladkvindens spørgsmål lyder som en anklage. Umiddelbart har hun jo ret i, at rocken her i dag virker demonstrativt borgerliggjort med de velbjærgede navne på programmet, billetpriserne, den idylliske herregård og det uforskammet dejlige vejr. Som gammel rockrebel er min første tilskyndelse en forsvarstale for rockens iboende oprør, men jeg misser mod solen og må se i øjnene, at oprøret et svært at få øje på sådan en solbeskinnet sommerlørdag i det danske festivalland.

Fra scenen skuer jeg ud over publikum, og midt i et nummer kommer jeg atter i tanker om hendes spørgsmål. Folk rocker og soler sig, synger med, kysser og drikker fadøl - det er lige før man kan sige, at de ser ud til at nyde livet. Vi spiller rasende højt på scenen og trodser enhver advarsel mod høreskader, og da jeg sveddryppende rammer den elskede G-dur i rocknummeret Indrømmer Blankt!, mens guitaristen kaster sig ud i en benhård stenaldersolo, føler jeg mig alligevel diffiust i pagt med en art evigt oprør. På trods af min stilling som etableret rockhoved, på trods af herregårde, fadøllet, solen, de bare bryster og smilene - på trods af alt vil jeg i det mindste gerne tro, at der i rocken gemmer sig en alliance med en ukuelig livsvilje, der aldrig helt kan indpasses i samfundet.

Det er en alliance, der skjult er til stede på hver eneste festival, hvad enten musikken er pop, jungle, grunge, hiphop, tekno eller heavy. Det er ikke direkte politisk og samfundsmæssigt. Det er et oprør skåret ned til sin inderste kerne. Det er reaktionen på hverdagen, på kalenderen, på livsvilkårene som sådan. Det er pæne mennesker, der forvanles til de vilddyr, de gemmer indeni. Over hele RockSommerDanmark hænger et banner med teksten: Vi vil føle, at vi lever!...............

 

 

Teenageidolet Michael Falch

Da Malurt i 1984 går hver til sit, regner Michael egentlig med, at hans sangkarriere hermed også er slut. Men efter en rundrejse i USA sammen med Linda, vender han hjem med en stak nye sange, der lægger grunden til hans solokarriere. Fra at være feteret forsanger i et rockband, blev han nu pludselig et kæmpeidol, hvis ansigt er at finde væggene i mange teenageværelser rundt i Danmark.

Den første plade
En stor del af Michaels liv har, siden Malurts dannelse i slutningen af 70erne, drejet sig om musik og alt, hvad dertil hører: Sangskrivning, studieindspilning og turnéer… Nu er det så blevet tid til at hellige sig familielivet. Han tager sammen med Linda på en længere rundrejse i USA, og er egentlig overbevist om, at han har stået på en rockscene for sidste gang. Men da de vender hjem, har Michael inspiration til en række nye sange med i bagagen, og han kaster sig over at indspille sin første solo-LP.

Vi befinder os i 1985, hvor den computerinspirerede musik begynder at vinde indpas. Det benytter Michael sig af, og ender op med et album, hvor al nymodens teknik bliver "prøvet kraftigt af". Et album, der åbenbart rammer lige ind i tidens ånd, for der går ikke lang tid, fra pladen er sendt på gaden, til den lander øverst på hitlisterne.

Albummet modtages pænt af pressen, men knap så pænt af Malurts faste fanskare. De mener uden tvivl, at Michael svigter sine idealer ved at gå fra det, de føler er Malurts sound og over til det mere poppede. Det har dog ikke den store indflydelse på pladens salg. Den runder hurtigt de 100.000.

Ørehængere
De første spæde linier til en af de helt store ørehængere fra dengang, bliver faktisk skrevet på Malurts sidste turné, hvor Michael i al hast kradser nogle linier til et refræn ned på papir. Et refræn, der et års tid senere er en del af sangen "Sommer På Vej".

"Sommer På Vej" bliver sidste nummer på den første solo-plade, hvor Michael vælger at stryge mellemnavnet "Ehlert", og kort og godt kalder pladen for "Michael Falch".

Udover "Sommer På Vej" indeholder albummet en lang række andre Michael Falch-klassikere, som den dag i dag er med på live-reportoiret. Bl.a. "Gak-gak i Gågaden", som i foråret '85 bliver det helt store hit, både i radioerne, men også blandt pladekøberne.

Med udsendelsen af "Michael Falch" skaber han grunden til et liv som idol med alt hvad dertil hører. Og det medfører, at han rundt på de danske udendørsscener den sommer, er det helt store hit. Således spiller han bl.a. på Roskilde Festivalens Orange Scene, hvor han får hvervet at lukke årets Festival. Desuden er han at finde på Grøn Koncert-touren, hvor der eksempelvis i Valbyparken møder 75.000 ellevilde fans op. De har utroligt svært ved at slippe ham, og han mærker for første gang, hvad det for alvor vil sige at være idol med stort I.

Dermed bliver han også mere eller mindre fast inventar i ugebladene. Både mht. små notitser om, hvad han laver i øjeblikket, men også på plakatsiden… Således er ugebladsindustrien med til at gøre ham til en del af "tapetet" på mange ungpigeværelser.

Fans
Hvis man kigger på en tourplan fra dengang, kan man også her tydeligt ud fra stederne se, at der er mange, der godt vil opleve Michael Falch "live". Spillestederne er hovedsagelig de store haller rundt omkring i Danmark, hvor han spiller for udsolgte huse. Og de forreste rækker er tæt besat med teenagepiger, der alle håber, at det er netop dem, han lægger mærke til.

Samtidig oplever han et sandt bombardement af fanbreve. Han gemmer dem alle, og læser dem igen og igen. Har engang til Ekstra Bladet udtalt: "Når jeg skal være helt ærlig, så holder jeg meget af ros, god ros fra fans, der kan lide mig". En udtalelse, der beviser, at han hører til blandt dem, der sætter sin fanskare højt. Et af de citater man oftest støder på, når man læser artikler og anmeldelser fra dengang er da også "Jeg husker tydeligt, hvordan det er at være fan, derfor giver jeg mig tid til mine egne fans"...............

 

 

Dengang jeg fandt mit Michael Falch-humør
- Indlæg til "Mig og Michael" skrevet af Maj-Britt Houe fra Hjørring

Min veninde, Helle, og jeg havde set, at Michael Falch skulle spille på Skråen i Ålborg d. 12/11-98. Vi syntes, han var ret god, og så var han meget pæn i "Hemlig Nemlig". Det var med den baggrund, vi kørte fra Hjørring til Ålborg, den torsdag, der sidenhen kom til at betyde meget for mig.

Nå, men vi ankom til Skråen 1½ time før dørene åbnede, for tænk nu, hvis vi ikke kom til at stå forrest… De folk, der passerede os, kiggede forundret og spurgte, om det var Michael Falch, vi allerede stod i kø til. "Jeps, og det rejsende folk", svarede vi stolt. "Wow, I må godt nok være meget fan af ham", sagde de fleste inden de gik videre.

Hmmmm, den tyggede vi lidt på, for vi kendte jo mange sange… Nå, ja, ingen fra den nyeste, men "hvor svært kunne det være", tænkte vi (Senere fandt vi ud af, at det faktisk ikke var så let).

En halvtimestid før dørene blev åbnet, blev der en rimelig lang kø, og vi stod forrest. "Fedt", tænkte vi. Endelig blev dørene åbnet, og vi skyndte os ind, men hvad var det? - En masse borde og stole, hvor folk skyndte sig at sætte sig ned. Vi satte os meget modvilligt ned og følte os totalt til grin!!! Jeg mener: 1½ times venten i bidende kulde foran døren af bare skræk for, at nogle skulle tage "vores" pladser, blot for at sidde helt ude i siden, for dem, som kendte det, havde snuppet de bedste pladser. Heldigvis kom der 5 piger, som stillede sig op til scenekantens højre side. Det var vores password, og vi ræsede op til pladserne lige foran Michael.

Da det endelig var ved at være tid, så vi helt ude til venstre en fyr i lys jakke. Vi kiggede på hinanden og sagde "Nøøøøj, Michael Falch". Da de indtog scenen, var det en overraskelse, at det slet ikke var Michael, vi havde set, men derimod guitaristen! "Pinligt", tænkte jeg, "bare ingen havde hørt det"…

Koncerten startede med et rimelig stille nummer, vi ikke kendte. "Arh, det bliver nok bedre", sagde jeg til Helle, men det var yderst få sange, vi så meget som kunne omkvædet på, så vi mimede bare lidt med.

Selvom vi ikke kunne så mange sange, var vi helt enige om, at det havde været fedt!

På vej hjem mod Hjørring (hvor Helle bor sammen med sin tvillingesøster, Inge), stoppede vi og købte noget slik. Det er nemlig den eneste måde at vække Inge på om natten. Jeg havde nemlig set, at Michael & Band skulle spille i Brønderslev dagen efter, så jeg havde den skumle bagtanke at lokke Inge med. Det var dog ret nemt at overbevise Inge om, at det var så fedt, at vi bare måtte afsted.

Fredag eftermiddag købte jeg den nyeste CD og havde ca. en time til at øve mig på sangene, inden jeg skulle hente Inge.

Vi tog igen afsted i god tid, og på vej derud satte jeg stolt min nye Falch-CD på, som jo bekendt starter med "Det ender med en blues". Efter et par linier, sagde jeg: "Synes du ikke bare, den er go'?" Inge så lidt sjov ud og sagde: "Helt ærligt, jeg kommer altså til at grine, når han starter med "Der går en rummand gennem byen".

Det grinede vi lidt af, og jeg sagde, at hun også lige skulle høre en smaddergod en, nemlig "Singler". Hvorefter hun sagde meget bestemt: "Singler? - Sig mig, hvor mange har du købt?" Tja, det siger lige lidt om hendes Falch-viden...............

 

...Og således stopper artikel-uddragene fra dette blad. Har du lyst til at læse dem i sin fulde længde, kan du melde dig ind i De Vildeste Fugle. Læs evt. mere om medlemskab eller meld dig ind nu vha. en mail til klubben

Udover de her viste artikler, kan du i bladet endvidere se fugletavlen, fuglekassen, flere indlæg til "Mig og Michael", medlemsstatistik oma.

 

 

Til toppen af siden Tilbage til listen over klubblade