Mit liv med Michael Falch
- Indlæg til "Mig og Michael" skrevet af Charlotte Villumsen, Hørve

Nu, hvor De Vildeste Fugle nærmer sig sin to-års-fødselsdag, synes jeg, det vil være passende, at jeg fortæller lidt om mig selv, hvorfor jeg er Falch-fan og om mit forhold til musik i almindelighed samt til Michael Falch og hans musik i særdeleshed…

Jeg er årgang 68 og har mere eller mindre været fan af Michael/Malurt siden 81.

Den første gang
Jeg husker tydeligt første gang, jeg stiftede bekendtskab med Malurts musik… Det var i sommeren ’81 under en ferie hos min kusine, Heidi. Vi havde begge den alder, hvor man begynder at få sine første ”rigtige” idoler. Det er dog sjældent, at de første hænger ved så længe som i mit tilfælde.

Heidi havde på biblioteket lånt ”Vindueskigger”, og syntes, det var noget af det mest suveræne, hun nogensinde havde hørt…

Jeg måtte give hende ret. – Det var noget af det bedste danske musik, jeg længe havde hørt. Indtil da havde jeg – som så mange andre på min alder – lyttet mest til udenlandske discorytmer som f.eks. Boney M. Jeg var dog også så småt begyndt at lytte til en vis hr. Springsteen, så det var vel egentlig meget naturligt, at Malurt med det samme faldt i min smag…

Vi brugte selvfølgelig en stor del af ferien på at lytte til pladen, der bare blev bedre og bedre for hver gang, vi hørte den.

Min fascination over Malurts musik og navnlig tekster blev hængende, selvom jeg på daværende tidspunkt ikke var i stand til at sætte hverken navn eller ansigt på et eneste af medlemmerne. For mig var de ”bare” Malurt med noget fedt musik!

Børnerock
Siden oplevede jeg dem live på vores lokale spillested, hvor jeg i starten af 80erne tilbragte en meget stor del af min tid. Faktisk var jeg at finde blandt tilhørerne stort set hvergang, der var koncert med lokale bands eller nogle af tidens store danske navne.

Jeg vil dog ikke kalde mig selv for ”ægte fan” af Malurt, da jeg i den periode red med på bølgen omkring børnerock. Således var jeg i tre år inkarneret fan af et lokalt band, Knasterne, som jeg fulgte i tykt og tyndt overalt på Sjælland.

Malurt var i de tre år ”blot” èn af de store i dansk rock for mig. På lige fod med navne som Gnags, TV-2, Sanne, Kim Larsen osv..

Eftersom Malurt var mit første egentlige bekendtskab med dansk rock, fulgte jeg naturligt med i hvad der skete omkring dem. Jeg købte deres plader, og oplevede dem live, når jeg havde mulighed for det. Derfor hørte jeg også til dem, der følte et stort savn, da de gik hver til sit i ’84.

Lang pause
Knasterne stoppede i ’85, næsten samtidig med at Michael tog hul på sin solokarriere. Dengang var jeg medlem af Pladeringen, og fik ved en ”fejl” - jeg glemte simpelthen at afbestille den - Michaels første solo ind af døren. Det var jeg dog ikke spor ked af, da jeg først fik hørt den nogle gange. For selvom det i høj grad var noget helt, helt andet, end jeg havde forventet, syntes jeg efterhånden, det var en af de bedste plader i min samling.

Jeg fortsatte med at tage til koncerter det næste års tid. Faktisk indtil august ’86, hvor jeg mødte Kærligheden i skikkelse af min kæreste, Michael, som jeg stadig bor sammen med i dag. Desværre interesserer han sig ikke et klap for musik, så da vi flyttede sammen i januar ’87, holdt jeg op med at tage til koncerter, og genoptog i stedet en gammel interesse, jeg længe havde forsømt: Håndbolden.

Helt frem til maj ’92 droppede jeg alt, hvad der havde med koncerter at gøre, men fulgte dog stadig godt med i, hvad der skete på den danske musikscene. Og det var en af de større glædelige overraskelser, da jeg erfarede, at Malurt var gendannet.

Den 30. Maj 1992 spillede Malurt så i den by, hvor vi dengang boede: Svinninge, en lille ”flække” i det sydlige Odsherred, hvor der ellers normalt ingenting sker, så jeg måtte bare afsted. Det var en kanonfed aften, hvor jeg nærmest stod med en fornemmelse af at ”være kommet hjem”. – Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at jeg havde været i stand til at undvære dette i så lang tid…

Efter den aften var jeg solgt og blev virkelig hardcore-Falch-fan. Jeg måtte bare have ALT, hvad han/de havde lavet, og sugede alt, hvad der stod i aviser og blade til mig. Samtidig var jeg det næste års tid naturligvis at finde hvergang, de spillede på Sjælland...............

 

 

Vilde fugle på vingerne
JyllandsPostens rockmedarbejder var med en del af vejen, da Michael Falch og Nye Rejsende tog på turné til Fyn og Jylland.

Lilly!

Hun er en Lilly.

Beslutter jeg, da jeg har betragtet hende et stykke tid.

Hun sidder alene på en stol helt ude ved kanten af øverste balkon.

Iført lang sort nederdel, grå striktrøje med sorte ruder. Hendes kortklippede røde hår sidder perfekt.

Hun lytter til musikken.

Nipper til sin cola.

Sidder helt stille, og virker lidt trist og fjern.

Du er godt nok slem, men der er nogen,/ Der er meget, meget værre

Pludselig rejser hun sig med et sæt og synger med:

Der’ en, der er hellig – en, der er klog/Men desværre…/Vi er alle sammen syndere for Vorherre

Hun ruller sit mentale sikkerhedsnet sammen, og stemmer under resten af koncerten i med publikomskoret, der synger med stadig større kraft.

Sejren over Albani
Michael Falch – der i næsten tyve år har tilhørt flokken af de vildeste fugle i dansk rock – spiller denne iskolde november-lørdag i Esbjerg.
For tredje gang i år. Er inden koncerten lidt betænkelig ved det faktum, men alene størrelsen af publikum, der samles i den gamle tobaksfabrik, mere end antyder, at Falch og hans Nye Rejsende er velkomne.

Danmark, goddag! Er der nye rejsende?/ Eventyr på Fyn eller Jylland by night/ Danmark vi skal højere op/ tag mig højere, højere, højere op!/ Danmark, jeg må have din krop…

Ugens himmelflugt starter i det Odense, hvor de hævder at humlen ved Fyn – ja, ved selve livet – hedder Albani, men i løbet af en hed torsdag aften vinder fighter Falch på knock-out over Albani.

En solbrun, veloplagt Falch dukker op på Magasinet i rimelig tid inden det aftalte tidspunkt, og med sig har han bassisten John Poulsen. Resten af bandet – guitaristerne Nils Henriksen og Kurt Poulsen samt trommeslageren Kasper Foss – er forsinkede. Via mobilen ringer de fra et sted i nærheden af Storebæltsbroen og meddeler, at de forvildede sig ud på en ufrivillig sightseeing i det sjællandske.

For at udnytte tiden gennemfører Michael Falch og John Poulsen deres del af lydprøven og Nils Henriksens forstærker og lydniveau tjekkes.

”Det er afsindig højt!”, råber Michael Falch og træder nogle skridt bort fra Henriksens ramponerede Marshall-forstærker. ”Hvor højt er det egentlig?”.

”Øh…højere end hash, du”, svarer Peter Brander – nyklippet lydmand.

Mette er her
Mens vi venter på de tre manglende (opdagelses)rejsende, nævner Falch, at det for ham er en ganske særlig aften:

”Mette er her. Mette fra Sønderborg. Jeg glæder mig til at hilse på hende efter koncerten”.

Mette er hovedpersonen i Falchs bittersøde barndomserindring, som den kommer til udtryk i ”Singler (Nederlaget i ’64)”. De var kærester, men en mandag slog hun pludselig op – og beholdt hans kærlighedsgave: En samling Beatles-singler.

Lettere forkomne dukker de fortabte sønner op og må inden den samlede lydprøve finde sig i en byge drillende bemærkninger.

Publikum strømmer til. Magasinet er pakket med publikum. Mette er der. Et eller andet sted. Og på balkonen sidder hans mor, Bente Falch, sammen med hans lillesøster Dorte.

Bag scenen er tiden inde til en styrkende sund kop saft.

Af mærket Daniels. Jack Daniels.

Danmark, goddag! Er der nye rejsende?/Eventyr på Fyn eller Jylland by night

De sidste hektiske minutter flimrer forvirrede afsted mod det fælles mål:

Showtime!...............

 

 

Kærlig hilsen fra Kasper Foss
Til ”De Vildeste Fugle”…
 

Første gang jeg så Michael var i 1981, da jeg var 12 år.

Min kammerat og jeg havde billetter til Malurt i Albertslundhuset.

Malurt havde vist lige udgivet deres første plade og havde deres lysbilledeshow med.

Jeg kan huske, at vi var der som de første, lige da døren åbnede, og indenfor sad bandet stadigvæk og spiste! DET VAR VILDT!!!

Næste gang, jeg møder Falch, spiller vi et enkelt nummer (Den Eneste i Verden) til et lukket arrangement med et til lejligheden samlet orkester.

Tiden er nu 1992, og jeg er blevet tilsvarende ældre.

Vi spiller det bedste, vi har lært, og Michael kalder os - med et kærligt glimt i øjet – blærerøve.

Jeg tænker, at vi vist tog røven på ham, og at han måske husker det, når han en dag mangler et band igen.

Det gør han bare ikke!

I hvert fald ikke før foråret ’98, hvor jeg til min store forbløffelse bliver ringet op en tidlig formiddag af en glad Falch, der taler om vores sidste møde, som om det var i går.

Siden er det blevet til en sommerturné, en CD-udgivelse (Nye Rejsende), en moderne udgave af ”Glade Jul” (hvor Michael viste mig den store tillid at lade mig arrangere og producere), en vidunderlig Grønlandstur samt en forrygende efterårsturné...............

 

...Og således stopper artikel-uddragene fra dette blad. Har du lyst til at læse dem i sin fulde længde, kan du melde dig ind i De Vildeste Fugle. Læs evt. mere om medlemskab eller meld dig ind nu vha. en mail til klubben

Udover de her viste artikler, kan du i bladet endvidere se fugletavlen, et enkelt indlæg mere til "Mig og Michael", tekstsiden oma.

 

 

Til toppen af siden Tilbage til listen over klubblade