Ud af røgen 4
Af: Michael Falch

Jamen, kan man overhovedet ryge, når man skal synge, spørger kioskdamen forundret, da hun langer mine 3 pakker Prince heavy over disken. Det siger de altid. Og hun lever endda  af at sælge min dope. “Sådan en moralprædikant-pusher-kælling”, tænker jeg arrigt.

- Sjovt nok, så kan jeg ikke komme i tanke om én eneste dansk rocksanger, der ikke ryger. Det kunne jo tyde på, at man er nødt til at ryge for at kunne synge, ræsonnerer jeg skolemesteragtigt, mens jeg propper cigaretpakkerne i frakkelommerne.

Men mit humør er ødelagt. Inderst inde ved jeg jo godt, at kioskdamen har ret. Måske er hun én af Vorherres engle, der er stationeret på min vej for at hjælpe mig ud af mit fordærv. Siden jeg var 13 har jeg røget, og det seneste årti har der været tale om kæderygning. Jeg er blevet radmager som en opiumsjunkie; min teint er gusten. Min tobakshoste er blevet fast soundtrack døgnet rundt. Kronisk drypper tung tjære fra mit bronkietræ, og jeg er konstant dødtræt. Alligevel fortsætter jeg med den giftige røg. Ned skal den! Og der skal mere nikotin til. Men 40-60 smøger i døgnet er alligevel ikke nok, for man bliver netop aldrig tilfredsstillet af cigaretten. Den er genial, dødbringende illusionskunst. Jeg vil ud af bedraget. Jeg vil ud af røgen.

Det bliver mit fjerde seriøse forsøg. Sidste gang - i “Ud af Røgen 3” - holdt jeg i 11 dage; i toeren næsten 3 måneder, og i etteren satte jeg min foreløbige rekord på over 7 måneder.

Men det var altså også et rygestop af religiøse dimensioner, efter at den amerikanske producer Thom Panunzio, der havde arbejdet med både Lennon, Stones, U2 og Springsteen, havde givet mig følgende skudsmål: “-I’ve seen a lot of rock’n rollers around. But you are the heaviest smoker, I’ve ever met. You smoke more tha Keith Richards of The Rolling Stones!”

Wow! Så var man sgu da blevet til noget. En større ryger end misbrugeren over alle misbrugere blandt rockens døde levende; myten over alle i rockens djævleblændte 60’er-helte, der havde opholdt sig længst i De Dødes Rige uden at blive hængende. På udflugt med døden med heroin i den ene hånd og Jack Daniels i den anden.

Keith vendte tilbage til livet - med et udhungret ansigt krakeleret i dybe furer af læderhud, med dødningeøjne og en spøgelsesagtig gennemsigtighed og den tændte smøg, der altid sidder klemt ned mellem strengene på hovedet af hans giutar.

Og ham har jeg så fået æren af at ende ved siden af her i helvedes forgård. Keith Richards. Ingen ringere.

Og jeg ryger vel at mærke mere end han! Hæ-hæ. Jeg kan næsten røre himlen.

“- Hey, Keith. Do you wanna try a real strong Danish cigarette?”, skal jeg lige til at spørge, da produceren Thom kalder mig tilbag til virkeligheden: “- Michael, don’t you wanna see your girls grow up?”

POIIIIIINGG! Dén sad.

Samme nat blev den allersidste smøg suget langt ned i løgnhalsen. Næste morgen ville jeg være ikke-ryger. Jeg ville ikke længere høre til blandt taberne i denne nerveprægede, arbejdsløse, selvhadende, skodstinkende og alkoholiserede rygerafdeling i ventesalen, men blandt de selvsikre vindere i den komfortable ikke-rygerkupé i toget mod fremtiden. Dér ville jeg sidde med Børsen og benene over kors i mit Cottenfield-outfit og sende signaler ud med min friske ungdommelige udendørs kulør og en moden mands sexappeal...............

 

 

Michael på det hvide lærred

I 1982 bliver Søren Kragh Jacobsen opfordret til at lade Michael Falch prøvefilme til hans nye film, “Isfugle”. Søren mener i første omgang, Michael er helt umulig til rollen som René. Dels overspiller han åbenbart voldsomt, og dels er modspilleren, Peter Hesse Overgaard, dybt uengageret pga. forfærdelige tømmermænd. Herefter prøvefilmes der 25 andre emner, som alle er uddannede skuespillere.

Imens går Michael og føler, at rollen som René skal spilles af ham. Faktisk er han noget trist, for han er sikker på, han kan give figuren den vildskab, det vanvid og den fortabthed, der skal til. Da Søren er nede på tre emner,vil han alligevel se Michael en gang til.

Dennegang spiller han mere afdæmpet.

Da Michael stadig intet har hørt fra Søren Lillejuleaften, tager han ind til ham, hvor hans kone åbner døren med et “Tillykke med rollen”. Og hermed er Michaels gamle drøm om at blive skuespiller gået i opfyldelse.

I januar ‘83 starter optagelserne til “Isfugle”, hvor Michael står øverst på rollelisten sammen med Peter Hesse Overgaard. Michael spiller René, der er en rodløs ung fyr, som i høj grad er præget af en ustabil barndom, hvor der ikke var nogle faste holdepunkter for ham. René er en desperat, ensom og ulykkelig person, der lever livet stærkt (for nu at bruge et af Michaels egne udtryk: Hurtigt, hårdt og fuld af små fiduser.

Peter Hesse Overgaard spiller John, der er René’s diamentrale modsætning. Han bor stadig hjemme hos mor, har fast arbejde som tavlemester på H.C. Ørstedsværket og lever i det hele taget et stille og roligt liv, hvor han desuden har en stor interesse for fugle.

Disse to personer mødes tilfældigt, og bliver nærmest uadskillelige, for selvom de stammer fra vidt forskellige miljøer, kan de hver især give den anden noget. John er på en gang fascineret og forvirret over René’s udfarende liv, mens René oplever, at John er i stand til at give ham det venskab og den tryghed, han har manglet hele livet.

“Isfugle” er en film, der utrolig flot skildrer, hvordan vi påvirkes af det miljø, vi bor og lever i.

Ifølge Michael selv har han ikke svært ved at identificere sig med René’s splittede følelser. Mange af hans tekster handler jo netop om desperation, angst, usikkerhed og ensomhed, så på den måde var han allerede nået et langt stykke i arbejdet med rollen som René.

Dette er måske medvirkende til, at Michael yder en så flot præstation i hans debut på det hvide lærred, at han i ‘84 nomineres til en Bodil for bedste mandlige hovedrolle. Han vinder dog ikke, men alene nomineringen må betragtes som et kæmpecadeau til ham som skuespiller.

Michael selv er også meget glad for den indsats, han yder i filmen, og mener at visse scener i “Isfugle” er det bedste, han har nået at vise på film.

Efter “Isfugle” får han flere filmtilbud, men føler først det er forsvarligt igen at optræde for biografpublikummet, da han får tilbudt hovedrollen i filmatiseringen  af Dan Turélls “Mord i Mørket”. Han synes, at rollen som den nysgerrige journalist, der kastes hovedkuls ind i narkosager og mord på stribe passer glimrende på ham...............

 

 

Efter koncerten
Af: Jakob Albrecht

Jeg kender en pige, der fik sit livs chok, da hun som blaffer engang i midtfirserne blev samlet op af en stor bus.

Det var ikke en hvilken som helst bus, men selveste Gnags’ turnébus med hele det århusianske band ombord. Peter A.G. spurgte pigen, om hun ville ha’ et lift. “Jo tak”.

Indenfor tog hun plads på et af sæderne, holdet hilste høfligt på hende, men bad straks chaufføren om at skrue op for musikken i den store ghettoblaster ved hans side.

“Musikken” var et kassettebånd med - Gnags selv.

Rundt om i bussen begyndte musikerne tilfredse at nikke til hinanden og rocke i takt til deres egen vidunderlige musik.

Pigen var selvfølgelig rystet over bandets selvglæde. Hun var selv stor Gnags-fan, men hun forstod ikke, hvordan gruppen kunne være så begejstrede for deres egen musik.

Båndet i ghettoblasteren var en live-optagelse fra en koncert tidligere på aftenen, og det eneste, der stod i hovedet på Gnags i det øjeblik, var at fastholde lykkefølelsen fra dén koncert. Være verdensmester for et kort sekund.

At pigen ikke forstod dét kollektive egotrip, skyldes nok, at hun aldrig havde prøvet at være afsted på turné. Og prøvet at nyde sin egen præstation efter et fedt gig.

Det kan ellers anbefales...

For der er ikke noget så berusende som at føle den helt-ude-af-proportioner selvglæde, som vi f.eks. følte i Michael Falch Band efter de bedste af koncerterne i sommer.

Det kan være svært at forsvare, at det sommetider var endnu sjovere at være medlem af et band efter end under koncerten. Forklaringen er selvfølgelig, at det først er efter gigget, at man kan dele sin oplevelse med de andre på holdet. I mit tilfælde: Falch’en, brødrene, Henriksen, Brander, Gynther, Hy og Mors. Snakke om den mærkelige guitarlyd, regnen ind på scenen fra højre, de sympatiske solbrune væsener på første række, eller “I Et Land Uden Høje Bjerge”, der gik over al forventning.

Jeg tror, det er en eufori, der bedst kan sammelignes med følelsen af at ha’ nået sit mål - ligesom en sportssejr. Sætte sig op til at gøre sit bedste. Og gøre det...............

 

...Og således stopper artikel-uddragene fra dette blad. Har du lyst til at læse dem i sin fulde længde, kan du melde dig ind i De Vildeste Fugle. Læs evt. mere om medlemskab eller meld dig ind nu vha. en mail til klubben

Udover de her viste artikler, kan du i bladet også se vidste du, fuglekassen, et enkelt indlæg til "Mig og Michael", tekstsiden, liste over Michael Falchs øvrige udgivelser oma.

 

 

Til toppen af siden Tilbage til listen over klubblade