Foreningen De Vildeste Fugle er Danmarks officielle fanklub for Michael Falch. Klubben har eksisteret siden april 1997. I formålsparagraffen for foreningen står der, at vi skal "samle folk med interesse for Michael Falch og hans karriere", og det er vel i høj grad det, en fanklub går ud på.

Der forsøges at skabe et forum, hvor du har mulighed for at dele interessen for Michael Falch med andre. Alle kan komme til orde i vores klubblad Falkeblikket, det være sig både med egne artikler, efterlysninger osv. 

I klubben kan du på tætteste hold følge med i, hvad der sker omkring Michael Falch og hans karriere. En karriere, der jo efterhånden breder sig over flere områder: Sanger, skuespiller og nu også forfatter. 

Falkeblikket udsendes fire gange årligt, og indeholder hver gang en stor baggrundsartikel om Michael Falch, indlæg fra medlemmerne og, hvis Michael har haft tid til det, også et indlæg fra ham. Samt selvfølgelig nyheder og andet, der har interesse for medlemmerne og samtidig har en eller anden berøring med Michael Falch.

Sammen med klubbladet er der hver gang en konkurrence med flotte præmier. Bl.a. har der tidligere været udloddet originale, håndskrevne tekster fra Michael og hans første westernguitar. 

Er der nyheder omkring Michael Falch, som ikke lige passer med en bladudgivelse, så udsendes der et kort nyhedsbrev istedet for. På den måde er du som medlem af De Vildeste Fugle altid up to date med de mest aktuelle ting omkring Michael Falch.

Udover medlemsblade og anden post, så er De Vildeste Fugle også stedet, hvor du kan finde en ven for livet. Et af hovedformålene med klubben er netop at skabe kontakt mellem mennesker med samme interesse. Det gøres bl.a. via vores medlemstræf, som forsøges afholdt hvert år.

Desuden får vi også jævnligt tilbudt billetter til specielle arrangementer, senest var en stor flok af vildfugle i efteråret 2001 deltagere ved prøvekoncerten i Kalvehave forud for "Lykkelig Undervejs"-bandtouren.
Du kan læse meget mere om, hvad der ellers er sket i foreningen på siden om klubbens historie.

Desuden får du mulighed for at købe specielle ting med Michael Falch, bl.a. CDer, solgt som et specielt tilbud kun til medlemmer af De Vildeste Fugle. Der sælges også klub-trøjer og -caps samt t-shirts med specielle tryk, du kun kan erhverve ad denne vej. F.eks. er der i klubben lavet trøjer i anledning af solo-touren 1998 og i anledning af Helligdage-udgivelsen.

Medlemstallet er steget støt indtil vi ramte de 200 medlemmer. Nu tegner der sig et billede af, at tallet bliver liggende rimelig stabilt deromkring. Der kommer godt nok hele tiden nye til, men undervejs er der selvfølgelig også nogle, der vælger at melde sig ud.

Men De Vildeste Fugle har efterhånden udviklet sig til at være andet og mere end blot en fanklub for Michael Falch. Faktisk er vi efterhånden nået derhen, hvor vi prøver at komme lidt væk fra ordet fanklub, ikke mindst fordi ordet fan og deraf følgende også ordet fanklub i dag nok har fået en lidt negativ klang (især efter opblomstringen af alle de pladeselskabsskabte teenage-bands). Men netop også fordi De Vildeste Fugle er langt mere end det:

- Det er socialt samvær vildfugle imellem rundt omkring i Danmark, når Michael Falch giver koncert.
- Det er glæden ved at have nogle at dele sin interesse for Michaels musik med.
- Det er stedet, hvor der ikke bliver kigget skævt til dig, når du fortæller at du beundrer Michael Falch og hans musik.
- Det er foreningen, der satser på årligt at samle medlemmer fra nær og fjern til et træf.
- Det er kort sagt en klub, der satser på at samle folk med interesse for Michael Falch og hans karriere.

Men først og fremmest er det et forum for folk, der på en eller anden måde finder glæde, trøst eller inspiration i Michael Falchs tekster. Når man så samtidig via breve til klubben, erfarer, at det første kim til en række nye venskaber rundt i landet er skabt via De Vildeste Fugle, så må det nok siges at formålsparagraffen i den grad er lykkedes for os... 

 Så selvom der er rimeligt stille omkring Michael Falchs musikalske virke for tiden, så ligger De Vildeste Fugle ikke stille af den grund. Der er masser af idéer i klubregi. Således benyttes lejligheden til at planlægge udgivelse af klubblade med specielle temaer, bl.a. et om "De 3 Tenorer". Endvidere arbejdes der på at få stablet en eller anden form for julefrokost for medlemmer på benene, så der også i år bliver mulighed for at afholde et træf, selvom Michael Falch ikke er at finde rundt omkring på koncertscenerne...

Alle de bedste hilsner fra
Charlotte Villumsen,
formand for De Vildeste Fugle