Fra Information

Mod alle odds
Michael Falch insisterer i sine nye sange på at være og have "et godt liv"

Ny CD og bog
Af Torben Bille

Det ligner en tanke, men er bare et tilfælde, at der indenfor en uges tid udkommer plader med kunstnere, der begge er ude over den alder, hvor de er interessante for et plademarked, der efterhånden kun henvender sig til voksne, når der skal sælges greatest hits-kompilationer via tv-reklamer. I den retning går anmelderne branchens ærinde: Man er ikke noget godt liv i dansk rock, når man er fyldt 45. F.eks. kunne Søren Kragh-Jacobsen i en præmisforvirret anmeldelse i Berllingske Tidende se sin comeback-CD vurderet ud fra om de unge om 25 år ville synge med på sangene (som handler om at være voksen og turde stå ved det)!

Michael Falch har længe været et yndet hadeobjekt for de hippe af anmelderne. Min påstand er, at de for længst er holdt op med at høre efter musikken, men snydes af deres fordomme og Falchs medie-image. Og vel er det til tider svært, sikkert også for Falch, at skelne mellem den "ærlige" rocksanger og så f.eks. den konstant flirtende retsmediciner i Rejseholdet, men det er nu engang mandens arbejde.

Livstegn
Det kan godt være, at Michael Ehlert Falch har foretaget et par karrierefejltrin undervejs - har vi ikke alle? - men det største var, at han ikke begik spektakulært selvmord lige efter Malurts andet album eller blev stiknarkoman, så havde der været herlig meget myte at koge kritikersuppe på - han kunne være blevet rockens svar på "Unge Strunge". Så var der kommet retrospektive bokssæt på stribe, hyldestplader og -koncerter på årsdagene for hans død, og han var blevet fremhævet for sin særlige blanding af landevejsliderlig americana og traditionsforankret danskhed.

Nu er han "bare" et menneske, der af og til sender livstegn ud til andre mennesker. Og enhver, der de senere år har oplevet ham i en koncertsal vil vide, at mange føler sig velgørende ramt af Falch.

Lykkelig Undervejs er det seneste livstegn, Falchs syvende album siden debuten i 1985, og det første i tre år. Og Falch lyder som sig selv, præcis som Nick Cave og Van Morrison lyder som Cave og Morrison uden at nogen bebrejder dem det.

Som hos den ti år ældre Kragh-Jacobsen er "levet liv" også på dagsordenen hos Falch, der i den lidt for tydelige Dan Turèll-pastiche, "Værelse #414", sætter nutid op mod vild ungdom: »Jeg krævede sandhed og kun sandhed og vild adrenalin. Nu er jeg dobbelt så gammel, og jeg taler af erfaring. Den erfaring, der betyder at jeg har glemt mange af svarene...«

Temaet får en mindre filosoferende udlægning i åbningssangen, "Hvornår Er Vi Der?", i sit anslag en typisk rocksang: turnébussen nærmer sig Århus. Hvornår er vi der? Men naturligt og hjertevarmende flyttes accenten til noget mere eksistentielt, uden at det bliver dyrt og floskuløst, og bliver i stedet en sang fra en far til en teenagedatter. En sang om at forfølge sin drøm uden at se sig tilbage med fortrydelse i blikket.

Falch synger den større end den ret beset er. Men har vel aldrig sunget mere indtrængende. Vel at mærke uden at krænge over i det mildt salvelsesfulde, der kan være hans svaghed og som er den erhvervsrisiko, man løber, når man vil favne liv og død i sange om hverdagenes eventyr.

Til kamp mod pyntesyge
Falch er selv opmærksom på det. I Helligdage, sidste års velskrevne, livskloge, men også mærkeligt privatlivsamputerede dagbogsblade, som nu udsendes som paperback, skriver han: »...den største hindring for min slags sangskrivning er pyntesyg idealisering. Selv banalitet er at foretrække for den ulyksalige tendens til at krybe udenom eller trække i kostumer. Den eneste chance for at finde originalitet inden for så traditionalistisk en form...ligger i graden af hudløshed...«

Nærvær kunne man også tilføje. For det er det, denne CD emmer af.

Klangspektret er det, nogen småhånligt afviser som "normalrock", men i modsætnig til fodboldangriberen Falch er og bliver sangskriveren af samme navn bedst på midtbanen. Det er der tingene bygges op og sendes videre. Godt hjulpet på vej af med-producenten og keyboardisten Pete Repete, for hvem diskret elegance er en dyd, og i Oliver Steffensen har Falch gjort et guitarfund, der både er til lyrik og lidenskab. Præcis som Falch.

Titelsangen lyder både som et hit og en af de sange, der bare måtte ud. Det er en afskedssang, et forhold er forbi:
Du ligger så lokkende
Lige til at pakke ud
Med blank cellofan
Om din nøgne gudindehud
Men tiden er ikke til
åbninger nu
Det er tid til at pakke ned
Dit blik møder mit
og enhver kan se
At sådan kan det ikke blive ved.

På sæt og vis er Lykkelig Undervejs ikke så fortættet som det forrige album, Nye Rejsende. Der er ikke helt samme vekselvirkning mellem skygge og lys. Til gengæld er han begyndt at skrive ørehængere igen. "Baby Blue Eyes" er som skabt til bilradio.

Det samme er "I Dit Eget Tøj" med venlige udlån fra Neil Youngs "Out On The Weekend" og sange som det atmosfærefyldte rejsebrev "Syng Nu, Chicago" og "Kig Op, Min Sjæl" er så trodsigt umoderne i deres lavmælte spirituelle opløftethed, at de burde kunne gøre andre end Falch "lykkelig undervejs".

Michael Falch: Lykkelig Undervejs. Producere: Michael Falch og Pete Repete. Kick Music. Udkommer i dag, 23. april.

Michael Falch: Helligdage. Gyldendal (Månedens paperback i maj).

 

Til toppen af siden Tilbage til anmeldelser