Fra Ekstra Bladet

Kanon på den fede måde
Michael Falch: "Helligdage". Gyldendal. 215 sider. 195 kr.

Af: Michael Helbek

****

"... indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsesstemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmål end dette ene."

Citatet er fra Henrik Pontoppidans  Lykke-Per og går som en glødetråd i rockpoeten Michael Falchs første litterære udspil.

Faich har som få andre levet drømmen ud som rockmusiker af den klassiske skole. Brølende Springsteensk. Storsvedende og euforisk. Jeans, undertrøje, guitar, vrede og ømme kys. I et set-up, der har bevæget sig fra Malurt over skiftende konstellationer til en solokarriere, der står i den skræmmende friheds tegn.

Nu er den 44-årige sanger nået næsten midtvejs. Det store stik er sat på pause, statustid. Fra periferien beretter han om sit nye liv og kaster samtidig lys over de år, hvor kan konstant opsøgte centrifugens centrum.

Hverdagene
Fysisk en tur fra barndommens Tønder over Nørrebro og Søborg Hovedgade til livet som cowboy i Kalvehave på Sydsjælland. Mentalt en beskrivelse af drømmen, det hidsige blod og de skelsættende kortslutninger frem mod roen, fordybelsen og glæden ved de nære ting.

"Helligdage" er lavet som dagbogsblade fra august 1999 til juni 2000 - og det er både bogens styrke og dens svaghed. Styrke, fordi hverdagens hændelser sætter de store i relief og bruges som springbræt til at nærme sig den personlige sandhed: Men hvem er du selv?

Livet som mand og far med teenagedøtre og nye familietider. Traveture og samtaler med boxeren Lunte. Lykken ved serie 5-fodbold - tænk i en alder af 43 at filme sig til et straffespark på Stensved Stadion! Hold i ryggen, musiker-kolleger, kampen for at lægge smøgerne på hylden - og ikke mindst sliddet med at lave de sange, der klæder ham. Det er både genkendeligt og morsomt, og for pokker hvor han skriver godt.

Blues
Men dagbogsformen bliver en hæmsko dér, hvor Michael Falchs smertepunkter er størst. I nogle få sekvenser beskriver han sit problematiske forhold til sin far, der døde af kræft i '89, og som han i 23 år gjorde alt for at komme til ikke at ligne.

Faderens favntag med stress, fravær og alkohol. Skuffelsen, de følelsesmæssige krænkelser og ikke mindst savnet. Der er scener, der i al deres smerte er så gribende og fortvivlende, at jeg var på nippet til at fælde tårer. F.eks. en fugletur, hvor 10-årige Michael og far kigger på hejrer på Als. Michaels følelse af, at turen for faderen er en besværlig pligt, noget der skal overstås, fordi han nu engang har lovet det. "En dyb krænkelse rammer mig. Melankolien er født i mig. Filmen er knækket", skriver han.

I bogen fremstår Falch og far som små hurtige bluessange. og det er ærgerligt, for jeg tror, der er stof til i hvert fald et helt album. Det vil jeg gerne høre - ikke mindst fordi Michael Falch som forfatter ejer den samme evne, han også som musiker har vist: Evnen til at kollektivisere det private, at gøre sine følelser til publikums.

Og selv om Michael Falch vil hade det, vil jeg sige: Det ku' være "rimeligt for vildt kejseragtigt kanon på den fede måde!"

Til toppen af siden Tilbage til anmeldelser