Fra Helsingør Dagblad

Falch'en med hele sit vingefang
Den rigtige rocksanger

Michael Falch er ikke prototypen på noget som helst, tværtimod, så er han måske den af de danske sangere, der spænder videst, når ellers rockmusikken med passende beslægtet pop "gøres op".
Men Falch'en er alligevel - selv om han er helt sin egen - i høj grad den, der er sammenligningspunktet, når diverse håbefulde dukker op, så på den måde kan han godt være en slags prototype - selv om det udtryk snarere burde findes blandt racerbiler!
Og her er han så, bredt portrætteret over to en halv time med 37 af de bedste sange.
Fra Malurt-dagene i starten af firserne, kold krig og det hele, til et mindre politisk og meget mere nuanceret, selvstændigt udtryk, og så blandingen af solisten og det ind imellem genopstandne band, som på en eller anden måde stadig burde være her, selv om Falch solo er en god erstatning.
Falch er en anelse rusten i stemmen, når han gerne vil være dét og dermed ligne Springsteen - for det vil han inderst inde også gerne! - men ellers er han ikke spor "hård", hverken i holdninger eller i udtryk, det der næsten altid sorte look, det er jo bare en facade, der dækker over en fyr, der er blød nok til at rumme en masse varme, og som ikke er spor bleg for at indrømme, at kærlighedsbankende hjerter aldrig går af mode.
Han kan skrive gode melodier med en masse tæft for storbyen - selv om han er opvokset i det sønderjyske! - og især i de tidlige år plankede han mere eller mindre ubevidst fra Springsteen, men med en snild dansk vinkel. Og siden bredte han sig meget mere og blev mere dansk i sit udtryk, en klar understregning af, at han godt kan li' at være dansker og at han først og fremmest godt kan li' at være menneske og sætte de personlige værdier højest. Man går slet ikke galt i byen ved at kalde ham både voksen og følsom!
Men han forbliver endda den rigtige rocksanger, fordi han har tæften for at kombinere den kontante musik med de skarpe tekst-betragtninger og så synge dem, så selv den sødeste tekst bli'r en rocktekst. Bare smældet i backingen er nok til at understrege det, og det er jo ren Michael Falch.
To en halv times nydelse - kan høres af et par gange med fordel - tegner et bredt, nuanceret billede af singer-songwriteren, der ved hjælp af 37 sange virkelig får demonstreret både udvikling og rummelighed. Med tæft for rockmusikken og en følsom finger på danskheden i ordene - kun savner jeg "Singler" fra den nyeste CD, denne dobbeltbundede bittersweet sang om hende og Beatles-singlerne og så de tyve år, der egentlig gik i favør af de små vinylplader!
Falch'en er stor, favner bredt, flyver højt - og lander sikkert i den danske musikbevidstheds seneste tyve år.

MICHAEL FALCH: "Mød Mig i Mørket".

Til toppen af siden Tilbage til anmeldelser