Fra Politiken

Muntre musketerer i Vega
Brandt, Falch og Krebs åbnede sangskatten for et publikum, der fik hvad de kom efter

Af Erik Jensen

Efter at de tre tenorer havde givet deres berømte kolleger kamp til stregen med en mundharpe-version af "O Sole Mio", fik veninderne endelig lov at lufte årsagen til de blussende kinder i pausen:
- Hvor er de søde, synes du ikke?
- Jo, især Poul Krebs. Han er sååååå sexet!
- Ja, uhm, men Michael Falch kunne nu også godt komme med... på afbud.
- Yes!
- Nå, men de holder sig nu godt alle tre.

Modent publikum
På scenen stod seks guitarer uden strøm, tre skamler og tre glas vand. Som en antydning af, at dette ikke var noget lørdagsbal for forfløjne teenagere, men et møde mellem modne mennesker i det totalt udsolgte Vega og de tre muntre, musikalske musketerer.
Hvis Steffen Brandt ikke var på de to veninders ønskeliste, kunne TV-2s filur, filosof og forsanger nyde sin usædvanlige placering i midten, hvorfra den underspillede Brandt med sin konstant reflekterende humor bandt aftenen sammen og fik opmærksomheden ganske uden at bede om den.
Det var Brandt, der uden rockkoncertens krav om timing og konstant tyngde, som tilegnede hele aftenen og alle sangene - "også den til DSB" - til kvinderne.
Det var Brandt, der croonede sig igennem "Lanternen" og sang sin gamle linie: "Jeg - jeg er ingen stjerne" og blev mødt af et magtfuldt tilråb fra salen: "Jo, du ER!" og det var Brandt, der morede sig over avisernes reklamefidus med at indlægge skrabekuponer i bladene. "Den anden dag havde en af dem godt nok fundet på noget, der virkelig tog prisen. På forsiden reklamerede de med: 'Otto Leisner indlagt'. Det er da noget".

Ligner parodier
Den slags historier smittede på en glad aften, hvor de tre sangsmede kom ud af værkstederne for at lade os nyde råvarerne. Spillede akustiske soli i hinandens værker med Michael Falch som en energisk og sine steder meget overbevisende leadguitarist og Steffen Brandt som en ubetalelig fortolker af de andres sange, de i den mands mund uvægerligt kommer til at ligne parodier.
Ingen kan som Brandt levere en typisk Poul Krebs linie som: "Han havde lige skiftet gear, men alligevel fik hun et lift", så hverdagen bliver lige nøjagtig den række af absurditeter, den er.
Med et så stærkt centrum for "truppen", måtte Michael Falch finde sig i rollen som spasmageren og rockdyret med den enorme begejstring over atter at være på scenen, hvor han med sine to jyske venners hjælp fik hyldesten til hovedstaden, "Hva' så, Københav" til at sidde lige i Lurblæsernes instrumenter.
Poul Krebs var endnu mere underspillet end sædvanligt, men den charmerende - og sexede - mand fra Samsø viste, at der er godt nyt i vente. En sang som "Johnny var lige ved at blive sindssyg" fra det kommende Krebs-album tilføjede ironiske sider af en sangskriver, der har fået enorm selvtillid af gennembruddet.
Der er alt for få fra den danske rockscene, der tør bryde ud af dagligdagens skabeloner og sprede liv som Krebs, Falch og Brandt. Det kræver den mangel på selvhøjtidelighed, som de tre har tilfælles, og som for eksempel fik Steffen Brandt til at intonere aftenens største øjeblik, en sjælden hudløs og smuk version af den muligvis bedste danske kærligssang - ever - "Bag Duggede Ruder", med en fløjtekoncert mellem sal og publikum. Folk "folk ser så dejligt dumme ud, når de fløjter". Og kysser "Det Satans Liv".

 

Til toppen af siden Tilbage til anmeldelser