Fra Ekstra Bladet

Mægtigt, Malurt
Michael Falch og Malurt rockede som i gamle dage

Af Michael Holbek & Michael Frank Møller

Når man hugger hovedet af en høne, så hopper den stadigvæk.

Det virker også med en Falch.

Med bandet - som han gjorde til tilskuere - tog han store vingetag. Han svævede, i momenter, højt under teltdugen. En forladt kongeørn. En gammel svæver.

Michael Falch fik pudset svingfjerene på Roskilde Festivalen i går. Men man skyder ikke spurve med kanoner.

Falchen drønede over himlen sammen med sit genforenede Malurt. De gav den rock, som rakte helt ud i de små pigehjerter. De lirede og gav vejr til enhver rocker-knægts luftguitar.

For første gang i ti år stod dansk-rockens yndlinge samlet med ren el i nerveenderne og guitarerne. Der var intet nyt under solen. Bare rock, som den nu skal spilles.

De sejlede, flagede, drømte, sakkede og svimlede helt hen af tangenten.

- I har spurgt sø længe, om vi ikke gad komme at spille. Nu har vi holdt pause i ti år og er alligevel klar igen. Vi satte os ned og øvede. Det gode ved det var, at vi fandt ud af, at vi faktisk havde ret mange gode sange. Og vi synes de holder. Gør I også, spurgte Michael Falch.

Folket elskede Malurt. Både filmstjernen Falch og guitaristen Peter Viskinde. Og høfligt sagt også resten af bandet, Dia Nielsen på bas, Peter Mors, trommer, og ikke mindst Pete Repete, der ikke kan lade være med at være dominerende med sine ellers diskrete keyboards.

Malurt var ikke alene om at slutte Roskilde Festivalen af. Udlændingene gjorde det svært at være et råt, dansk rockband. F.eks. Little Feat, der på fremragende vis turde tælle skævt og tro på alt andet end to og fire, som Malurt ellers praktiserer.

LIgesom Omar & The Howlers, der sluttede den største og flotteste festival, der findes i Danmark af.

Little Feat var store, bedst. Bryan Adams var en god erstatning for Sinead. Omar trykkede den ægte blues igennem. Malurt viste, at ægthed ikke er et ukendt begreb i Danmark og den nationale rock.

Og Roskilde Festivalen beviste, at musik er 70.000 mennesker værd, og at det er på Midtsjælland, det rykker.

 

Til toppen af siden Tilbage til anmeldelser