Fra Alt For Damerne

Børn, rock og film
Michael Falch, kendt fra den nu opløste rockgruppe Malurt og fra filmen "Isfugle", er tilbage på scenen igen. Nu som indehaver af hovedrollen i den nye, danske film "Mord i Mørket". Mød en ærlig og anderledes Michael Falch i dette interview.

Af Lilla Loft

- Min ambition er ar få lov til at give et så bredt billede af mig selv som muligt. Jeg er ikke bare ham fra Malurt eller ham fra Isfugle. Jeg er Michael, og jeg vil ikke sættes i bås.
Michael Falch er blevet 29 år, han er blevet far, skuespiller, gemmer en lille fodboldstjerne i hjertet (hvis jeg for ti år siden havde haft den selvtillid, jeg har i dag, havde jeg været med Sepp i Mexico) og er stadig vild med rock.
- Jeg er håbløst forelsket i rock, og selv arbejdet som skuespiller opfatter jeg som et musisk værk. Det er om at finde de rigtige betoninger og pauser i replikken, man skal finde ud af at gå og stå på de rigtige tidspunkter. Det skal flyde, så det klinger, og der må ikke være nogen disharmonier. Det er fantastisk spændende.

Mord i Mørket
Michael er blevet færdig med sin anden rolle i dansk film, "Mord i Mørket", der har premiere i næste måned. Filmen er bygget over Dan Turells første kriminalroman. Det er historien om en noget fordrukken, desillusioneret journalist, der ikke mere vil være den hurtige, hårdtarbejdende, der altid får den gode historie ved at rende rundt og banke på folks døre midt om natten. Så han lader stå til, men hvirvles ind i narkomiljøet på Vesterbro, da en af de små forhandlere bliver myrdet. Journalisten var sammen med ham kort før mordet, og så begynder den vilde jagt. Alle løber efter alle. Politiet efter både forhandlere og journalist, da han jo principielt kan være morderen. Journalisten efter morderne, da han var kommet til at holde af den myrdede og føler, at han bliver nødt til at tage affære. Og forhandlere efter journalist, da han måske har fået noget at vide.
- Jeg tror, jeg fik rollen, fordi jeg er et forholdsvist ubeskrevet blad indenfor film. Jeg er endnu ikke, som så mange andre danske skuespillere, blevet sat i bås, da det eneste jeg har lavet indtil nu er "Isfugle", der blev indspillet i 1983. Men jeg var svær at overtale til at tage rollen. Jeg blev ringet op, da jeg var på ferie i Østrig efter en forbandet travl tid med pladeudgivelse og turné. Jeg havde brug for at have fri, og så var min elskede og jeg blevet gravide. Det passede utroligt dårligt ind i mit liv på det tidspunkt. Men på den anden side havde jeg altid drømt om at være med i en action-film, og jeg kunne lide hovedpersonen. Jeg forstår de følelser, han render rundt med. Følelsen af ikke at ville eller kunne leve op til et givent image, at føle sig desillusioneret, ude i tovene og bare have et ønske: at rejse væk fra det hele og begynde forfra et sted, hvor ingen kender dig. Det har været ekstremt spændende at gå ind i karakteren og forsøge at gøre personen hel. Selv de mest hårdtslående scener, hvor man normalt ville bruge en uddannet stunt, har jeg selv lagt krop og knytnæve til.
- Jeg har brugt fantastisk mange kræfter og meget tid på denne opgave. Og havde i begyndelsen svært ved at lægge rollen fra mig. Jeg kunne komme væltende hjem og begynde at snakke i den jargon, jeg bruger i filmen. Plus at det var de mest sindssyge tidspunkter, vi arbejdede på. Ofte kom jeg først hjem henad fem eller seks om morgenen, og det kunne altså ikke gå i længden. Jeg måtte flytte lidt hjemmefra, så LInda og vores lille pige, Anna Elisabeth, kunne få noget ro.

Fødslen et højdepunkt
- Men det var svært som far at skulle forlade familien, selvom det kun var for en kort tid. At få Anna Elisabeth har været den største oplevelse i mit liv. Jeg troede ikke, man kunne nå en højere, federe følelse, end den at stå på en scene til en Roskilde-festival med et hujende, rockende publikum, eller da vi spillede med Bruce Springsteen i Forum i 1981. Men jeg tog fejl. At være med til fødslen og at lære det lille ny menneske at kende, er det højeste, det fedeste jeg har oplevet. Og guleroden i den travle tid under indspilningen af filmen var, at jeg her i efteråret kan holde nogle måneder fri og være sammen med LInda og ungen, uden at tænke på ret meget andet.
- Linda og jeg har kendt hinanden "altid" og har boet sammen siden 18 års alderen. Hvis det ikke havde været for hende, tror jeg, at jeg var sprunget ud fra scenen en dag. Malurt-tiden var voldsom, der var tryk på, og vi kom med hurtige udtalelser om bare at trykke den af og glemme alt om i morgen. Jeg var inde i en enorm fascination af tilintetgørelsen. Men også skræmt. Jeg troede ikke på, at jeg ville blive 30. Men det ser jo ud til at skulle lykkes.
- Og jeg vil gerne. Livet er så stærkt - og at få et barn gør det endnu stærkere. Godt nok lever vi med en evig trussel om atomulykken, krig, arbejdsløshed og totalt flimmer foran flimmeren og blip-båtspillene. Men man skal ikke tænke på, om man tør føde børn ind i en sådan verden. For tør man ikke det, så tør man jo heller ikke selv leve livet, og så kan man ligeså godt selv springe af. Ubevidst tænkte jeg vist selv sådan, men det er slut nu. Jeg render rundt med en arbejdsmappe, hvorpå jeg har klistret mærket "Du har ikke en chance - Brug den". Det synes jeg er enormt livsbekræftende.

Om Malurt
- Og jeg vil ved Gud bruge chancen. Der var en overgang, hvor jeg troede, det var slut. Der var ikke flere sange, der ville skrives af mig. Jeg var brændt ud. Det var dengang vi opløste Malurt.
- Malurt var vild og markant. Vi hamrede løs med politiske tekster og råb om en bedre verden. Vi troede på det, vi sang, og det måtte og kunne ikke være skuespil. Men så oplevede jeg under den sidste turné i 1983, at det i hvert fald for mit vedkommende ikke mere var ærligt. Vi kunne godt være fortsat, i hvert fald indtil publikum opdagede at nerven var væk. Men jeg ville ikke lave industri på den popularitet, vi havde opnået, og måske var det sundt, at vi holdt. Jeg tror, at vi var døde, hvis vi var fortsat. Så meget gav vi af os selv.

Flugten til Amerika
- Da troen forsvandt, tog jeg et halvt år til USA og Mellemamerika - for at lade op og tænke min situation igennem. For hvad nu? Malurt troede jeg ikke på mere og heller ikke på mig selv. Og medierne havde efterhånden givet mig et image, som jeg var begyndt at tro på. Det er det værste, det kan ske. Jeg havde brug for at komme væk, for at holde fast i mig selv. Jeg var også kommet til et punkt, hvor jeg ikke orkede at tage stilling til andet end mit eget liv. Det nyttede jo ikke noget alligevel. Her havde vi gået atommarcher og sunget sange i massevis, og ikke skid skete der. Men på den tur kom sangene tilbage, og også følelsen af at have lyst til at kæmpe er kommet igen. Jeg vil sætte ord på alt det, jeg ser i verden i dag. Det er min måde at tænke, græde og komme ned i tingene på. Sætte ord på den verden jeg ser af illusorisk optimisme, hvor vi knytter slipset, tager rundsavene på albuerne og lukker øjnene. Sådan kan vi sgu ikke leve livet. Vi skal bruge det. Det kommer min næste plade til at handle om.
- Og "MOrd i Mørket" handler også lidt om det. Om hvor længe du bare kan lade stå til og lade tingene ske omkring dig. Om at du på et tidspunkt bliver nødt til at blande dig, hvis du vil noget med dit liv.

Rock for en bedre verden
- Jeg er blevet idol for mange mennesker, og det forpligter. Jeg kan ikke bare gå rundt og være flink og pæn og tænke på salgstal. Jeg må og vil ud og give min mening til kende, og min måde er at rocke mod regimet i Sydafrika eller at være med til at samle penge til det sultende Afrika eller...
Jeg håber at de mange mennesker, vi samler til de store støttekoncerter, kan ændre lidt ved en fortvivlet situation. For ved at møde op, giver folk jo deres mening til kende, og det giver mig en tro på, at mange godt vil være med til at kæmpe for en bedre verden. At danskerne ikke bare er et folk med en masse problemer i puberteten, som ender med at blive tykke og glade ude i kolonihaven, hvor de ser Matador og dyrker nationalsporten øl.
- Jeg synes selv, jeg har prøvet utrolig meget. Jeg har følt mig som en outsider, har aldrig kunnet slå rødder, drønet fra det ene sted til det andet, har kæmpet med manglende selvtillid, været den vilde tur igennem med gutterne og også taget nedturen, da den kom. Men er kommet ovenpå igen. Måske lidt mere kold og kynisk. Naiviteten er røget sig en tur. Men jeg holder på en meget høj grad af naivitet. Af princip. Nu skal der bare kæmpes for den.

 

Til toppen af siden Tilbage til anmeldelser