Fra Ung Nu

En aften med Malurt
- Efter en Malurt-koncert er jeg renset ud indvendigt og kan ikke have det bedre.

Af Raymond Terry

Ordene er Jan Backes, 18 år og Malurt-fan.
- I starten kunne jeg ikke døje dem, men så hørte jeg dem til en koncert, hvor Delta Cross Band også spillede - så begyndte det ellers fra knæene og...
Jeg havde det dårligt da jeg kom, og skidegodt da jeg gik, så jeg sendte nogle vers til Michael, hvor jeg beskrev den situation.
Siden har jeg fulgt dem til hver eneste koncert. Man lærer hele tiden noget nyt og får set en masse ting.
Jan ser virkelig ud til at nyde at være her i dag. Stedet er KB-Hallen, lørdag eftermiddag og Malurt står på plakaten. På udskiftningsbænken sidder også Monica kjær, 17 år og Liane R. Pedersen, 16 år. To mere "traditionelle" fans, der ikke kan få nok og som spenderer al deres tid og alle deres penge på Malurt. De elsker det fra start til slut og synes, det er ligeså sjovt at se anlægget blive stillet op, som selve koncerten.
Idoler plejer at være nogle underlige størrelser, man må nøjes med at hænge op på væggen, men for Jan, Monica og Liane er de af kød og blod. Står ved siden af og er til "Hej, Pete", der lige er kommet, næsten en time for sent, velvidende at lydprøver aldrig starter til tiden.

You name Them!
På scenen hersker hektisk aktivitet, suppleret med løb til og fra mixerpultene. Dagen i dag er atypisk og vanskeliggjort ved at fire bands ialt skal på scenen. Malurts produktion alene består af fem hyrede folk med hver deres arbejdsområde.
En "baggearsmand", der stiller instrumenter op. To lydfolk, der tager sig af henholdsvis scene og sal. En lysmand med 80 lamper og en tour-manager, der sørger for at folk kommer op om morgenen, udbetaler løn, bestiller færger osv. Han er af den garvede type, der kommenterer det sidste med: - Det plejer at være fly, på den her er det færger. På spørgsmålet om hvilke orkestre han har rejst med, svarer han - You name them - I've been there.
Med turen til det rigtige sted, beløber hele herligheden sig til 15.000 kr. Derudover er den enlige brik mellem hyrede folk og musikerne, lysbilled-manden Torben Klint. Hans billedshow er så krævende, at scenen tit må udbygges fortil og inden han kommer så langt, ligger der et kæmpe stykke arbejde (ca. 1.000 timers arbejde) med at optage og redigere showet. Han har været med i Malurt fra tidlige tider og får sin sjette-del, når overskuddet udbetales, men er knap så ramt af autografjægere og rampelys, som de øvrige: Peter Mors, Dia Nielsen, Pete Repete, Christian Arendt og Michael Ehlert Falch.

Mystiske ritualer
Lige foran scenen står 50 af de mest ivrige i en klump hvor både albuer og tålmodighed tæller. Malurt er "backstage", som det vist hedder, og er så småt begyndt at forberede sig til deres koncert. Eyeliner, Tuborg og tynde vittigheder går op i en højere enhed. Michael kommenterer sit lille hul i brystet med, at Gud, da han skabte ham, overså det og placerede den tiloversblevne klat på næsetippen. Tour-manageren be'r om lidt luft, det er et andet ord for, at alle udover Malurt forlader lokalet. Bag den lukkede dør skal der eftersigende foregå mystisk ritualer.
Lyset i salen dæmpes og trykket mod scenen øges. Som på den nye plade er "Boulevarden" nummeret, der åbner ballet.
"Og når skuddet lyder til start og alt eksploderer."
Publikum tager entusiastisk imod dem. De første par rækker er næsten kun piger. Nogle står totalt stille med store drømmende øjne, andre danser i vild ekstase. Michael og Christian er frontfigurerne, der giver publikum og hinanden et fantastisk med- og modspil. Bag dem kører lysbillederne som underbyggende kulisser.
I "Luksusliner", der handler om bedre-bemidlede, der fra et skib overværer en atomprøvesprængning ud for den franske kyst, blandes alle ingredienser. Lysbilledskærmen går fra en ren grafisk og abstrakt virkning til at vise en luksusliner. Røgbomber a'la paddehatteskyer, blinkende lys og Michael der uhyggeligt, som skibets kaptajn fortæller "at der er ingen grund til alarm og Pacific Pearl vil fortsætte som normalt".
I "Vindueskigger" lader Christian sig falde ud i menneskemængden, som tager imod ham med udstrakte arme, bærer ham i triumf, for igen at placere ham på scenen.
Showet bliver for hvert nummer tættere og vildere. Til sidst lader MIchael det fanden-i-voldske løbe af med sig og smider brutalt sin guitar fra sig. Efter de obligatoriske ekstra-numre står publikum tilbage og synger: "Vi ses igen, igen og igen og igen/vi ses igen...".

Råt og punket
I backstagerummet er Malurt ikke udpræget tilfreds med det skete. Trommeslager Peter Mors forklarer hvorfor, konstant afbrudt af autografjægere: - Vi havde kun haft lydprøve på halvandet nummer, så lyden var forfærdelig på scenen. Der var noget galt med alt, og så er det ikke sjovt længere. Men det er dét, der sker til den her slags multi-arrangementer, og situatinen bliver presset. Dia Nielsen supplerer: - Vi blev slået ud i det første nummer. Michaels guitar virkede ikke, og på mit basanlæg stod knapperne forkert. Vi blev nødt til at give den, som var det fedt nok, fordi det er det eneste, man kan gøre. Man må ty til det fanden-i-voldske, så det blev råt og punket til sidst. Men det siger jo også noget. Det der med vrede unge mænd, ha-ha! Det er besværligt med den her tur, fordi vi blander hal-jobs med klub-jobs, og det fungerer ikke rigtigt. Man skal holde sig til en af tingene, vil jeg mene, slutter Dia med et smil, som havde han lige fået en lys idé.
Michael og Christian kommer slukøret ud af det tilstødende rum. At se den ellers altid energiske og klovnende Christian med den mine, hører til sjældenhederne. Michael forlader med bøjet hoved hurtigt lokalet og KB-Hallen, sikkert bare almindelig ked af det. Malurt drives af deres egen lyst og fornøjelse. At publikum er med, er selvfølgelig fedt, men ikke nok i sig selv.
Flot er det i hvert fald, at de under de omstændigheder formår, at give den så godt, så ingen i hele salen bemærker, at den er rivende gal.
The show must go on!

 

Til toppen af siden Tilbage til anmeldelser